Fly fra Air Baltic i litauisk lufthavn. (Foto: Lithuanian Airports)

Størst i Baltikum: Litauens lufthavne i vækst

Lufthavnene i Litauen håndterede flere passagerer i første halvår af 2025 end lufthavnene i Letland og Estland. Alle tre litauiske lufthavne oplevede flot vækst i denne periode.

Der har været gang i terminalerne i Litauens lufthavne i løbet af de første seks måneder af 2025.

Således har landets tre lufthavne, benævnt under Lithuanian Airports (LTOU), håndteret flere end 3,3 millioner passagerer, hvilket er en stigning på ni procent sammenlignet med første halvår af 2024. Det var samtidig det største antal passagerer nogensinde i et første halvår for lufthavnene. Det oplyser Lithuanian Airports.

Passagertallet steg i alle tre lufthavne i første halvår i forhold til sidste år. Den største vækst blev registreret i Palanga Airport med en stigning på 24 procent. Kaunas Airport fulgte efter med en vækst på næsten 21 procent, mens Vilnius Airport oplevede en fremgang på 4,5 procent.

Lufthavnen i Vilnius er den største i Litauen, og den håndterede 2,36 millioner af det samlede antal passagerer i Litauen i perioden fra januar til juni.

Har over 40 procent af de baltiske passagerer
De tre litauiske lufthavne havde i alt 28.500 flyoperationer i første halvår, hvilket repræsenterede en stigning på seks procent. Der blev åbnet flere nye ruter og tilføjet flere afgange på eksisterende ruter – herunder på ruten fra Vilnius til København.

Passagererne på de mange nye og gamle ruter fra de litauiske lufthavne har samlet set gjort, at lufthavnene nu overgår passagertallene i både Letland og Estland.

I første halvår benyttede 40,3 procent af passagererne i Baltikum lufthavnene i Litauen. Til sammenligning håndterede Riga Airport i Letland 40,1 procent (3,3 millioner passagerer, red.), mens Tallinn Airport håndterede 19,6 procent (1,6 millioner passagerer, red.) af de baltiske rejsende.

Vilnius, Kaunas og Palanga håndterede tilsammen 667.000 passagerer i juni, hvilket var en vækst på 2,1 procent. Lufthavnene i Letland og Estland havde faldende passagertal i den første sommermåned.

Lufthavne bliver stadig mere attraktive
Litauens transportminister, Eugenijus Sabutis, er tilfreds med udviklingen i landets lufthavne og Litauens lederskab i den baltiske region. Han påpeger også den voksende rolle for regionale lufthavne – herunder væksten i Palanga Airport.

”Moderne infrastruktur, nye destinationer og støt forbedret servicekvalitet gør vores lufthavne stadig mere attraktive for både passagerer og rejsearrangører,” siger han.

Ifølge de europæiske lufthavnes internationale organisation, ACI Europe, har kun cirka en tredjedel af de europæiske lande formålet at få de tabte passagerer tilbage fra før coronapandemien. Litauen er et af disse lande.

Lithuanian Airports fortæller, at landet med succes har omstillet sig til vestlige markeder og forbedret både direkte og indirekte forbindelser.

 

Relaterede artikler:

Lettisk regering godkender Air Baltic-investering

Litauisk luftfartskoncern bestiller op til 80 nye fly

Litauisk luftfartskoncern køber australsk flyselskab