Turkish Airlines vil fordoble sin flåde af Boeing-fly med en ordre på op til 75 nye Dreamlinere samt intentionen om at købe yderligere 150 kort- og mellemdistancefly.
Det er en af de helt store ordrer, at Star Alliance-selskabet Turkish Airlines netop har placeret hos Boeing Commercial Airplanes.
Turkish Airlines har foretaget det største indkøb nogensinde af langdistancefly ved at placere en ordre på op til 75 Boeing 787 Dreamlinere. Aftalen er en fast ordre på 25 eksemplarer af 787-9 og 15 af 787-10-varianten samt optioner på yderligere 25 Dreamlinere.
Derudover har det tyrkiske flyselskab indgået en intentionsaftale om at købe yderligere 150 Boeing 737 MAX, hvilket i givet fald vil blive selskabets største enkeltstående ordre nogensinde hos Boeing, når aftalen bliver færdiggjort. De to ordrer vil samlet betyde, at flåden af Boeing-fly vil blive fordoblet.
“Denne skelsættende aftale repræsenterer meget mere end blot flådevækst. Den afspejler vores lederskab i branchen samt vores dedikation til innovation og operationel ekspertise,” siger Ahmet Bolat, bestyrelsesformand for Turkish Airlines.
Bestyrelsesformanden tilføjer, at aftalen er et væsentligt element i selskabets vision for 2032 om at udvide flåden til over 800 fly. I slutningen af 2023 blev der nemlig også bestilt 220 nye fly hos Airbus.
Har over 200 Boeing-fly
Allerede i dag råder Turkish Airlines over flere end 200 Boeing-fly i flåden, hvis man medtager flyene fra datterselskabet AJet samt SunExpress, der er et joint venture med Lufthansa.
I dag opererer Turkish Airlines både 787-8 og 787-9, og med ordren på 15 eksemplarer af 787-10 bliver det til debut for den store Dreamliner hos det tyrkiske flyselskab.
Med den større Dreamliner i flåden bliver det muligt for Turkish Airlines at medtage flere passagerer og mere fragt, og samtidig vil brændstofeffektiviteten blive forbedret på ruterne fra Istanbul til destinationer i USA, Afrika, Sydøstasien og Mellemøsten.
“Vi er beærede over, at Turkish Airlines endnu engang har valgt 787 Dreamliner og 737 MAX til at drive sin fremtidige vækst,” lyder det fra Stephanie Pope, der er CEO for Boeing Commercial Airplanes.
Boeing har i 80 år leveret fly til flyselskaber i Tyrkiet og har i dag afdelinger i både Ankara og Istanbul, der skaber beskæftigelse til omkring 5.000 ansatte i landet.
Relaterede artikler:
Kæmpe flyordre fra Turkish Airlines forsinkes