SAS-medlemskabet af SkyTeam fortsætter med at trække partnertrafik til Københavns Lufthavn. Næste forår bliver det muligt at flyve med WestJet til Halifax på den canadiske østkyst.
Tilbage i juni underskrev SAS en såkaldt interline-aftale med canadiske WestJet med hensigten om, at der sidenhen skulle etableres en noget mere omfattende codeshare-aftale.
Det kommercielle samarbejdet med det canadiske flyselskab kommer i kølvandet på SAS’ exit fra Star Alliance, hvos Air Canada gennem mange år var samarbejdspartneren på det canadiske marked.
Nu har samarbejdet mellem SAS og WestJet skabt grundlaget for en direkte rute fra København til Halifax med opstart den 28. maj 2026. WestJet vil flyve fire gange om ugen med en Boeing 737 MAX 8, der har plads til 174 passagerer. Flyet vil være indrettet i en treklasses konfiguration med 12 sæder i Premium, 24 i Extended Comfort og 138 i Economy.
“Vi glæder os til at byde WestJet velkommen og fejre en ny rute og et nyt flyselskab i Københavns Lufthavn. Med den nye rute til Halifax får man mulighed for at opleve en fantastisk del af Canada, som ikke tidligere har været direkte tilgængelig fra København,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Halifax er blot den 15. største by i Canada med omkring 425.000 indbyggere, og det er samtidig hovedbyen i Nova Scotia-provinsen, der ligger ud til Atlanterhavet. Til gengæld er Halifax Stanfield International Airport blandt de 10 største lufthavne i Canada med i underkanten af fire millioner passagerer i 2024, hvilket er på størrelse med Billund Lufthavn.
Tre SkyTeam-selskaber er medejere
WestJet er Canadas næststørste flyselskab og tilbyde forbindelser til over 100 destinationer, heraf 40 i Canada og mange i USA og Caribien, og med valget af SAS som samarbejdspartner i Københavns Lufthavn er det muligt at få leveret fødetrafik fra hele Norden.
“Den nye rute styrker forbindelserne i begge retninger for både turister og erhvervsrejsende, der rejser ud fra Danmark og Norden, og for dem, der kommer hertil fra Canada og Nordamerika. Det er virkelig positivt, og vi glæder os til at få besøg af endnu flere rejsende fra Canada og resten af Nordamerika,” lyder det fra Peter Krogsgaard.
WestJet kan være en potentiel kandidat til SkyTeam-alliancen, idet tre SkyTeam-selskaber for nylig købte 25 procent af aktierne i WestJet fra kapitalfonden Onex Group. Delta Air Lines har sat sig på 12,7 procent, Korean Air på 10 procent, mens Air France-KLM fik et lille hjørne på 2,3 procent.
WestJet Airlines indgår i WestJet-koncernen sammen med det regionale flyselskab WestJet Encore samt rejsearrangøren Sunwing Vacations Group. Koncernen råder over næsten 200 fly og beskæftiger omkring 15.000 ansatte.
Relaterede artikler:
Air France-KLM investerer i ny SAS-partner

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


