Passagerer i CPH. (Foto: Jasper Carlberg)

CPH er Europas bedste for afrejsende passagerer

Københavns Lufthavn har endnu engang fået en pris i ACI World årlige passagerundersøgelse. Denne gang er den danske hovedstadslufthavn den bedste at rejse fra i Europa.

Københavns Lufthavn er endnu engang blandt Europas bedst bedømte lufthavne. I hvert fald i den seneste udgave af ACI World’s Airport Service Quality (ASQ) Awards, hvor CPH blevet kåret som Best Airport at Departures i Europa i kategorien for lufthavne med 25 til 40 millioner passagerer.

Prisen er baseret på omfattende passagerundersøgelser foretaget direkte i lufthavnene på rejsedagen. Globalt indgår mere end 700.000 besvarelser i ASQ-programmet, som betragtes som branchens mest anerkendte måling af kundetilfredshed.

Udmærkelsen dækker hele afrejseoplevelsen fra ankomst til terminalen over security og ophold i lufthavnen til boarding. Ifølge Københavns Lufthavn er det især effektiv drift, smidige processer og medarbejdernes service, der ligger bag resultatet.

“Det er en stor anerkendelse, som vi er meget stolte af, fordi den kommer direkte fra passagererne. Vi arbejder hver eneste dag målrettet på at skabe en god oplevelse for alle rejsende, der besøger lufthavnen. Passagererne er vores gæster, og de skal behandles som gæster,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Flotte anerkendelser gennem tiden
Den seneste pris føjer sig til en række tidligere anerkendelser i ASQ-regi. CPH har flere gange været kåret som Best Airport by Size and Region i Europa og er desuden optaget på ACI World’s Director General’s Roll of Excellence, som gives til lufthavne, der over en årrække har leveret topresultater i passagermålingerne.

ASQ-programmet måler over 50 parametre, herunder ventetider, renlighed, skiltning, atmosfære og det samlede serviceniveau. Resultaterne anvendes i stigende grad som benchmark i den internationale lufthavnsbranche.

Københavns Lufthavn vandt sin kategori som Europas bedste lufthavn for afrejsende passagerer foran lufthavnene i Wien og Zürich. Kollegerne i Helsinki Lufthavn kom ind på en andenplads blandt lufthavnene fra 15 til 25 millioner passagerer.  Ingen andre nordiske lufthavn opnåede en placering i 2025-udgaven.

Prisen til Københavns Lufthavn overrækkes officielt ved ACI World Airport Experience Summit i Istanbul den 2. september 2026.

 

Relaterede artikler:

ASQ Awards: Helsinki og CPH atter til tops i Norden

ACI-prisregn til lufthavne: Tre priser til Norden

Hæder til skandinaviske lufthavne