Produktionen af Boeing 737 MAX-fly. (Foto: Boeing)

Boeing sætter MAX-leveringer på pause

Boeing har opdaget et problem med ledninger i nye Boeing 737 MAX-fly. Derfor har man sat leveringerne af flytypen på pause, mens man undersøger sagen.

Boeing har sat leveringerne af deres 737 MAX på pause. Det sker, fordi man har fundet små ridser som følge af en bearbejdningsfejl, og nu er den store flyproducent gået i gang med at danne sig et overblik over omfanget af ledningsskaderne samt udbedre dem på de fly, hvor de små ridser bliver fundet.

”Vi har sat udstedelsen af leveringsdokumenter og leveringer på pause, mens vi arbejder os igennem problemet. Der vil være forstyrrelser de næste par dage. Det vil tage flere dage at løse – ikke uger,” sagde Katie Ringgold, programchef for 737-programmet, den 10. marts ifølge Aviation Week.

Boeing oplyste tirsdag, at det var uklart, hvor mange fly der er ramt af fejlen, og om fly med fejlen er blevet leveret til kunder. Flyproducenten understreger dog, at alle Boeing 737 MAX-fly, som allerede er i drift, kan operere sikkert. Er der behov for at efterse fly i drift, vil Boeing udstede en servicebulletin, lyder det.

Kan påvirke første kvartal
Boeing oplyser, at man har informeret både de amerikanske luftfartsmyndigheder FAA og sine kunder om problemet. Man ønsker dog ikke at oplyse, hvilke ledninger som er berørt eller give detaljer om reparationsprocessen eller dens varighed.

Boeing oplyser, at man forventer, hvad man kalder ”nogle kortsigtede leveringsforsinkelser, som kan påvirke leveringerne i første kvartal.”

En kilde oplyser dog, at det forventes, at reparationerne forventes at tage mindst flere dage pr. fly, skriver Aviation Week. Fra kilden lyder det også, at skaderne på ledningerne er opstået hos Boeing og ikke hos en underleverandør.

Justerer ikke produktionsraten
Boeing har oplyst, at man ikke nedjusterer produktionsraten for Boeing 737 MAX, mens arbejdet står på.

Og mens situationen kan reducere de forventede leveringer i marts, så holder den amerikanske flyproducent fast i målsætningen om at levere mindst 500 737’ere i løbet af 2026. Samtidig lyder det, at de militære varianter af flytypen ikke er ramt af problemet.

I februar leverede man 43 737 MAX-fly. Per den 10. marts lød det fra analysefirmaet Aero Analysis Partners, at Boeing har leveret tre fly i marts og ingen siden den 5. marts. Når det gælder Boeing 787 Dreamliner, leverede man tre fly i februar, da produktionsraten her er udfordret af problemer i forsyningskæden. Det er det laveste tal for leverancer af langdistancefly med to motorer siden 2024.

 

Relaterede artikler:

FAA udsteder nye procedurer for over 2.100 MAX-fly.

Vietnamesiske selskaber køber op til 90 Boeing-fly

Nye fly: SAS forhandler med både Airbus og Boeing