Lufthansa Group kan måske se frem til flere strejker. Eurowings-piloter har med et overvældende flertal stemt for, at de vil strejke, hvis de ikke får en bedre pensionsordning. Koncernen kom tirsdag med et udspil til andre piloter i koncernen.
I den seneste tid har der været strejker på dagsordenen i Lufthansa Group. Det har handlet om Lufthansa-piloternes pensionsordning, og nu ser det ud til, at det også kan trække op til strejke blandt piloterne i Lufthansa-selskabet Eurowings.
Således har medlemmerne i den tyske pilotforening Vereinigung Cockpit (VC), som arbejder i Eurowings, gennemført en urafstemning, hvor et stort flertal blev enige om, at de er klar til at strejke, hvis ikke deres krav om en bedre pensionsordning bliver efterkommet.
82 procent af medlemmerne deltog i afstemningen. 94 procent af dem stemte “ja” og gav dermed VC’s forhandlingsorgan, Group-Tarifkommission, en retning i forhandlingerne fremover.
Forventer en holdbar løsning
Fra VC’s formand, Andreas Pinheiro, lyder det, at fagforeningen nu er udstyret med et stærkt mandat fra piloterne i Eurowings til at være konsekvente i deres krav om, hvad man kalder en bedre pensionsordning.
“Piloterne forventer med rette en holdbar og pålidelig løsning. Vi er til enhver tid klar til konstruktive forhandlinger, men forventer til gengæld reel imødekommenhed fra arbejdsgiversiden,” siger han.
Formanden bakkes op af Arne Karstens, som er talsperson for Group-Tarifkommission, som står for selve forhandlingerne.
“Det klare resultat af urafstemningen er et stærkt signal fra medarbejderne. Vores kolleger forventer en væsentlig forbedring af pensionsordningen og en fair medfinansiering fra arbejdsgiveren.”
Er kommet med tilbud til piloter i to selskaber
Mens Eurowings’ piloter nu også melder sig klar til at strejke, så er Lufthansa kommet med et tilbud til piloterne i Lufthansa Classic og Lufthansa Cargo, som senest strejkede den 12. og 13. marts.
Tirsdag lød det fra Lufthansa Group, at koncernens forhandlere har fremlagt et tilbud til fagforeningen om en “samlet pensionspakke”, der indebærer en overførsel af overgangspensionen (ÜV) til arbejdsmarkedspensionen (bAV), med følgende formulering:
“Fagforeningen fremhæver offentligt pensionsordningerne hos eksempelvis KLM eller BA som forbilleder. Disse konkurrenter har et integreret pensionssystem og har ikke behov for en særskilt overgangspension. Vi er åbne over for denne løsning, som VC foretrækker, og ønsker at genoptage forhandlingerne med fagforeningen om dette.”
Fra Lufthansa lyder det, at koncernen er klar over, at overgangspensionen har den ulempe, at den bortfalder for piloter, som på grund af deres karriereforløb eller personlige livsvalg fortsætter med at flyve frem til den lovbestemte pensionsalder.
Lufthansa skriver i forhandlingsoplægget, at koncernen mener, at det er vigtigt, at medarbejdere, som nærmer sig pension, skal kunne have tillid til deres pensionsvilkår. Lufthansa oplyser, at man tidligere har fulgt en lignende model for kabinepersonalet.
”Overordnet set kan en overførsel af ÜV føre til en forbedring af arbejdsmarkedspensionen på op til 50 procent. Dette vil ikke øge virksomhedens samlede omkostninger til pensionssystemerne, men vil væsentligt forbedre arbejdsmarkedspensionen,” skriver Lufthansa.
Relaterede artikler:
Mellemøsten er undtaget i ny Lufthansa-strejke

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


