Airbus A320neo fra SAS i Københavns Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Starlink i samtlige neo’er hos SAS

SAS er netop blevet færdig med installationen af Starlink på størstedelen af sin flåde. Det skal give kunder adgang til internettet på europæiske flyvninger, mens man nu vil udrulle tjenesten i resten af flåden.

Sidste år lød det fra SAS, at man ville give passagerer adgang til Elon Musks Starlink. I marts kunne flyselskabet lancere tjenesten ombord på sine fly, og nu lyder det, at SAS har installeret udstyret på samtlige 81 Airbus A320neo-fly i selskabets flåde.

SAS skriver i en pressemeddelelse, at ambitionen fra marts og frem var at give hurtig adgang til Starlink til så mange kunder som muligt. Det tog seks måneder, og det betyder, at EuroBonus-medlemmer nu kan få gratis adgang og arbejde, streame og være i kontakt med sit netværk på en stor andel af selskabets europæiske flyvninger.

”I dag er installationen på hele vores A320neo-flåde færdig – på rekordtid. Ved at give disse fly adgang til en højhastighedsforbindelse kan mange af vores kunder få en rejse med bedre muligheder for at være online,” siger Paul Verhagen, kommerciel direktør i SAS.

Vigtigere at tilbyde online-adgang
Paul Verhagen fortæller, at det har været vigtigt for SAS at udrulle Starlink hurtigt i A320neo-flåden, fordi det i stigende grad er vigtigt at tilbyde passagerer muligheder for at være online.

”Det at være online er blevet en naturlig del af hverdagen, og det ændrer sig ikke, når vi går om bord på et fly. Med forbindelse fra gate til gate får vores kunder større frihed til at vælge, hvordan de vil bruge tiden, når de rejser med os,” siger han.

SAS oplyser, at installationerne er blevet gennemført sideløbende med SAS’ normale flydrift, hvor hvert fly har gennemgået installation, test og godkendelse, inden det er vendt tilbage til drift.

Nu gælder det resten af flåden
A320neo-flåden udgør omkring 70 procent af SAS’ samlede flåde og er rygraden i SAS’ europæiske rutenetværk, hvor flytypen opererer en stor del af flyvningerne i Skandinavien og Europa. Færdiggørelsen af udrulningen på A320neo betyder samtidig, at det er den første flytype i SAS-flåden, som er fuldt udstyret med Starlink.

SAS oplyser, at man nu går videre med næste fase af udrulningen af Starlink, som er en udrulning af tjenesten på de resterende flytyper. Forberedelserne til installation på disse fly skrider frem, og yderligere installationer er planlagt inden årets udgang.

Starlink benytter i øvrigt et netværk af satellitter i lavt kredsløb om Jorden til at levere en højhastighedsforbindelse med lav forsinkelse i luften.

 

Relaterede artikler:

Første A380 hos Emirates med Starlink

Lufthansa i hælene på SAS: Vælger Starlink

British Airways i stor aftale med Musk-ejede Starlink