Emirates har netop sendt den første Airbus A380 med Starlink i luften. Nu er planen, at løsningen skal udrulles til resten af A380-flåden og om kort tid alle fly i selskabet.
Det er ikke altid en selvfølge, at internettet er hurtigt, når man går ombord på et fly. Nu skruer Emirates imidlertid op for hastigheden ved at sætte tre Starlink-antenner på hver Airbus A380, så passagererne kan nyde godt af hurtigt internet, selv når de flyver i 40.000 fods højde.
Det første Emirates A380-fly med de nye Starlink-antenner landede i Dubai for nylig efter en tur til Newquay i Storbritannien, hvor installation og godkendelse foregik. Det oplyser Emirates i en pressemeddelelse.
Planen er, at flere af selskabets aktuelt 91 A380-fly, som er på vingerne, skal opgraderes inden udgangen af 2026.
Det bliver gratis for alle passagerer at benytte sig af Starlink, uanset hvor man sidder ombord på flyet. Emirates har også planer om at rulle live-tv ud via Starlink, først på personlige enheder og senere direkte på skærmene i flyene.
”God og hurtig internetforbindelse er rigtigt vigtigt for mange, når de rejser. Med Starlink på A380 kan man være online hele vejen, selv på de lange ture,” siger Morten Balk, som er landechef for Emirates i Danmark.
Vil udrulle hurtigt til hele flyflåden
I og med, at Airbus A380 er verdens største passagerfly, så har det ifølge Emirates krævet ekstra teknisk snilde og præcision at få Starlink til at virke. Løsningen er således specielt designet og tilpasset til flyets størrelse og antallet af passagerer, det kan have med ombord.
Sammenlignet med Emirates’ Boeing 777 har A380 flere trådløse adgangspunkter og en tredje antenne for at sikre, at alle ombord har en stabil forbindelse. Opsætningen mellem de to etager i flyet skulle gerne sikre hurtig wi-fi til alle.
Emirates oplyser, at man inden længe er klar til at påbegynde yderligere installationer af Starlink på den resterende flyflåde, med fokus på en hurtig udrulning på hele flåden.
En del af opdateringsprogram
Lige nu har 25 Boeing 777-300ER-fly fået installeret internet-teknologien, mens den første A380’er nu også byder på løsningen.
Emirates oplyser, at Starlink blot er en del af Emirates’ investeringer i et forbedret produkt ombord på selskabets flåde. Det omfatter også, hvad man kalder et ambitiøst retrofit-program.
Indtil nu har 93 Emirates-fly gennemgået en opgradering med blandt andet Premium Economy-kabine, en opgraderet Business Class, nye First Class-suiter, hvad man kalder højkvalitetsinteriør i Economy Class og et inflight-underholdningssystem med mere end 6.500 kanaler.
Relaterede artikler:
Lufthansa i hælene på SAS: Vælger Starlink

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


