Da soldater i Borrislejren afgav skud mod en formodet drone over lejren, skete det alligevel på et tidspunkt, som kan være sammenfaldende med, at et passagerfly fløj over lejren. Det fremgår af en revidering af hændelsen fra Forsvarskommandoen.
Da Forsvaret tidligere i år kom med sit uklassificerede resumé af Forsvarets evaluering af droneindsatsen, lød det, at man ikke mente, at der var blevet skudt mod et bemandet fly, da danske soldater den 28. september 2025 søgte at skyde en formodet drone ned over Borrislejren i Vestjylland.
Den melding kom efter, at Widerøe på grund af timingen for hændelsen og positionen på et af deres Dash 8-400-fly med registreringen LN-WDO havde rettet henvendelse til de norske myndigheder for at følge op på sagen.
Og her kom Forsvaret med en gennemgang af klokkeslæt, som viser, at Widerøe-flyet allerede skulle være landet i Billund på tidspunktet, hvor danske soldater åbnede ild mod den formodede drone.
Nu er Forsvarskommandoen imidlertid kommet med en revidering af episoden i Borris, hvor Forsvaret konkluderer, at der er gengivet forkerte oplysninger, første gang Forsvaret delte sin evaluering. Blandt andet vurderes det altså, at skudafgivelsen skete på et tidligere tidspunkt end anført i evalueringen.
Dermed afviser Forsvaret nu heller ikke længere, at der kan være et tidssammenfald mellem skudafgivelsen og passage af et civilt fly i området.
Holder fast i, at der formentlig var tale om droner
Selvom der tidsmæssigt var sammenfald mellem et civilt flys passage og skudafgivelsen, skriver Forsvaret, at man holder fast i vurderingen om, at ”der er skudt mod et eller flere flyvende objekter, der sandsynligvis har været droner.”
Forsvaret skriver, at vurderingen er baseret på ting som beskrevne bevægemønstre, retninger og højdevurderinger.
”Desuden har skytterne været tydelige omkring, at de baseret på observation af objektets passage direkte gennem lejren, sigtebillede, våbenelevation (det vil sige vinklen på våbnet) med videre under ingen omstændigheder har skudt mod et fly,” skriver Forsvaret.
Forsvaret oplyser, at enheden, som var indsat i Borris, løste, hvad man kalder, en sensitiv bevogtningsopgave, som havde til formål at beskytte ukrainske kursister i lejren. Enheden observerede ifølge Forsvaret droner over Borrislejren både den 24., 25. og 28. september 2025.
Fastholder: Ikke farligt for fly
Mens Forsvarskommandoen ikke afviser, at et civilt fly passerede igennem luftrummet omkring Borrislejren på tidspunktet, hvor der blev afgivet skud mod de formodede droner, så holder Forsvaret fast i, at flyet ikke har været udsat for fare.
”Desuagtet et eventuelt tidsmæssigt sammenfald mellem skudafgivelse og passage af det civile fly, og desuagtet at det er vurderingen, at der er skudt mod objekter, der sandsynligvis har været droner, er det baseret på afstanden mellem flyet og skytterne vurderingen, at der ikke var nogen risiko for, at flyet kunne være blevet ramt,” skriver Forsvaret.
Bad om redegørelse efter tvivl om tidspunkter
Forsvarskommandoen påpeger, at der siden episoden i Borris den 28. september 2025 har været, hvad man kalder, divergerende meldinger om hændelsesforløbet, herunder tidspunktet for skudafgivelsen.
I den første Særlig Hændelsesmelding fra Forsvarets Operationscenter den 28. september 2025 var skudafgivelsestidspunktet oplyst til klokken 20.19. Efterfølgende vurderede Hærkommandoen, at der var skudt i perioden mellem klokken 20.06 og 20.08.
Men da der var usikkerhed om, hvorvidt der var afgivet skud mod et fly, blev Hærkommandoen bedt om en redegørelse for begivenhederne. Det var i denne redegørelse tidligere i år, at det nu reviderede tidspunkt blev givet. Det var baseret på information fra 2. Brigade, som havde indsat personellet i Borris.
Flere medier satte dog spørgsmålstegn ved tidspunktet for skudafgivelsen. Derfor bad Forsvarsministeriets departement Forsvarsstaben om at forholde sig til oplysninger, som TV 2 var fremkommet med.
Her satte man Hærkommandoen i gang med at undersøge sagen, og man modtog desuden en høring fra politiet angående en udskrift fra vagtcentralen, hvor vagthavende fra Borris havde anmeldt skudepisoden. Af udskriften kunne man udlede, at der var skudt tidligere end klokken 20.20.
Relaterede artikler:
Myndigheder: Ikke kendskab til skud mod norsk fly

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


