Airbus A220-300-fly fra Swiss. (Foto: Swiss | PR)

En diversion hver tredje dag hos Swiss i 2025

Det hænder, at fly bliver omdirigeret af sikkerhedsmæssige årsager. Hos Swiss havde man sidste år lidt mere end én diversion hver tredje dag, og samtidig har droner spillet en større rolle i trafikforstyrrelser.

Engang imellem må fly lande i andre lufthavne end den oprindeligt planlagte. Og hos Swiss påpeger man, at det er en etableret del af flyoperationer, som kan skyldes mange forskellige årsager, når et fly enten vender tilbage til afgangslufthavnen eller lander i alternative lufthavne.

Swiss oplyser i sit magasin, at man i 2025 havde 150 omdirigeringer, hvilket svarer til en omdirigering hver anden og en halv dag. De 150 omdirigeringer skal dog ses i lyset af, at selskabet i 2025 havde 143.000 flyvninger, og at det derfor kun er 0,1 procent, altså én ud af 1.000 flyvninger, som omdirigeres.

For Swiss er de mest almindelige årsager til omdirigeringer vejrforhold og tekniske hændelser. Er der i løbet af et år større vejrmæssige forstyrrelser, kan det få indflydelse på årsstatistikken, uden at der ellers har været en bredere tendens i løbet af året.

Droner har forstyrret trafikken
Når der tages udgangspunkt i sidste år, så har det dog været andet end blot vejret, som har sat sig i statistikkerne. Sammenlignet med året forinden har Swiss således registreret en stigning i antallet af omdirigeringer som følge af droneobservationer nær lufthavne, mens nedbrud i flyvekontrollen og dårlig sigtbarhed også kan ses i statistikken.

Droneobservationer kan både føre til midlertidige restriktioner i luftrummet omkring lufthavnen og i yderste tilfælde endda indstille driften i en lufthavn fuldstændigt. Her må piloter bedømme, om de har brændstof nok til at vente i et ventemønster, eller om de må flyve videre til en alternativ lufthavn.

Er der en medicinsk nødsituation i luften, prioriterer piloter at flyve til lufthavne med gode medicinske faciliteter eller i andre tilfælde den nærmeste egnede lufthavn. Her kan piloterne også vælge at gøre brug af nødkaldet ”Pan-Pan” over flyets radio.

Kræver større operation
Når et fly bliver omdirigeret, kræver det en større operation efterfølgende. Et Swiss-fly på vej mod Zürich har Basel, Genève og Stuttgart som de vigtigste alternative lufthavne. Men når flyet lander, befinder både passagerer, besætninger og fly sig på det forkerte sted.

For flyselskabet betyder det, at de planer, som man har lagt, ikke længere holder, og at fly og besætning ikke er, hvor de skal bruges.

Et teknisk eftersyn af flyet kan være nødvendigt i tilfælde af tekniske problemer, mens reservedele og assistance fra vedligeholdelsespersonale også kan blive nødvendigt. Overskrides besætningens maksimale tjenestetid, skal en ny besætning også skaffes.

Er der ikke en erstatningsbesætning eller fly til rådighed, kan det skabe følgeforsinkelser eller aflysninger i det bredere netværk for flyselskabet. Samtidig skal passagerer, som ellers strander i en alternativ lufthavn, have organiseret deres videre rejse hurtigst muligt.

 

Relaterede artikler:

Swiss-fly fra Chicago måtte lande på Azorerne

Vil have Airbus A340 fra Swiss på museum i Luzern

Swiss: En udfordrende sommer i Zürich Lufthavn