Verdens grønneste hotel er dansk

Når talen fremover falder på miljøvenlige hoteller kan Danmark bryste sig af verdens grønneste hotel. Crowne Plaza Copenhagen Towers har fået titlen The Worlds Greenest Hotel af verdens største rejse- og turistorganisation. Prisen er en anerkendelse af, at Danmark er i front på klimaområdet.

Strømproducerende kondicykler, Nordeuropas største solcelleanlæg ogbiologisk nedbrydelige badehætter er måske ikke ligefrem de første ting man forbinder med et luksushotel.

Det skal de overnattende gæster imidlertid vænne sig til forverdens grønneste hotel ligger nemlig i Danmark. Crowne Plaza Copenhagen Towers har netop modtagetårets EcoTourism Award og titlen somThe World ’s Greenest Hotel.

Prisen kommer fra verdens største rejse- og turistorganisation, Skål International, oger en anerkendelse af, at Danmark er i front på klimaområdet.

Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers blev fremhævet som et miljøbevidst eksempel for andre hoteller.

“Jeg tror, at skuffelsen fra klimatopmødet har fået mange danskere til at miste gejsten. Det er ærgerligt, fordi det er succeserne, der får alle til at tage deres tørn og tænke klimavenligt i hverdagen. Derfor håber jeg, at vores internationale pris kan være en af de små succeser, der kan give os alle sammen blod på tanden igen“, siger Allan L. Agerholm, adm. direktør for Crowne Plaza Copenhagen Towers.

Både teknologien og fantasien har været i omdrejninger for at skabe det grønne hotel i Ørestaden. TV og lamper kører på lavenergi, og alle shampooflasker, tandbørster og badehætter er biologisk nedbrydelige. Restauranten bruger den nyeste lavenergiteknologi og lokale råvarer, og alt madaffald bliver til biogas og gødning.

Samtidig har hotellet Danmarks første grundvandsbaserede køle- og varmesystem, som reducerer energiforbruget til airconditionanlægget med op til 90 %. Og store dele af hotellets facader er dækket af Nordeuropas største bygningsintegrerede solcellepark med 2.500 m2 solceller, som producerer mere end 170.000 kilowatt timer om året. Det svarer til et årligt strømforbrug for 55 husstande.

Sammenlagt reducerer de mange energibesparende tiltag hotellets energiforbrug med op til 53 %.

Hotellet er den eneste CO2-neutrale hotelbygning i Danmark, det eneste danske hotel, der når målsætningerne i EU’s Green Building-program og det eneste Energiklasse 2-klassificerede hotel i Danmark.

Også hotellets gæster opfordres til at give et nap med i klimaets tjeneste via en rask lille cykeltur på hotellets strømproducerende cykler. Alle, der producerer 10 watt timer, kan nyde et gratis måltid i hotellets nordiske restaurant.

”Der er hård konkurrence om den anerkendelse, der ligger i EcoTourism-prisen, og det er første gang, prisen går til Danmark. Når det er lykkedes for os, tror jeg, det er fordi vores grønne tankegang går hele vejen rundt – fra de helt små ting til de store. At vi involverer vores gæster i at tænke klimavenligt gør, at vores grønne tilgang rækker ud over blot selve oplevelsen på hotellet”, siger Allan L. Agerholm.

EcoTourism-prisen blev indstiftet i 2002 og skal fremhæve og anerkende best practice inden for grøn turisme verden rundt og belønne dem, der har forstået vigtigheden af socialt og miljømæssigt ansvar i turismebranchen.