En Airbus A380-800 fra Malaysia Airlines. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

A380 fra Malaysia Airlines skal være testfly

Selvom den sidste Airbus A380 rullede af samlebåndet i 2021, så arbejder flyproducenten på et testfly, man har overtaget fra Malaysia Airlines. Det er Airbus A380 nummer 100, som forleden fløj for første gang i flere år.

Flightradar24 oplyser, at man i sidste uge observerede noget interessant på himlen. Her aktiverede MSN 114, som er Airbus A380 nummer 100 til at forlade fabrikken i Toulouse, sin transponder for første gang i næsten tre år.

Flyet blev leveret til Malaysia Airlines i marts 2013, og det fløj for selskabet frem til 2020, før selskabet satte hele sin flåde på seks A380’ere på jorden på grund af pandemien.

Herefter fik Malaysia Airlines held med at sende flyet tilbage til Airbus i 2021 som en del af købet af 20 A330-900neo-fly. Siden den 19. december 2022 har det været opbevaret i Tarbes i Frankrig.

Men den 25. september udførte flyet, som nu bærer registreringen 2-JAYN, en afbrudt start med en topfart på 107 knob, og dagen efter gik flyet på vingerne under en testflyvning med en varighed på 55 minutter. Her nåede det en makshøjde på 43.000 fod.

Status som Airbus-testfly
Hvad der er mere interessant, end at flyet nu er på vingerne igen, er, hvad flyet nu skal bruges til.

Fra Airbus lyder det nemlig, at planen er, at flyet efter gennemgribende vedligehold skal modificeres, så det i fremtiden kan bruges som et testfly for flyproducenten.

Den 1. oktober fløj flyet til Abu Dhabi til Etihad Airways’ store vedligeholdelsescenter for A380-fly. Da det landede, taxiede flyet til Etihad Engineerings område i lufthavnen.

Ikke eneste testfly
2-JAYN er ikke det eneste Airbus A380-testfly, som den europæiske flyproducent sender på vingerne – også selv om produktionen af flyet er indstillet for flere år siden.

I marts meddelte Airbus således på det sociale medie X, at man havde sendt en A380’er på vingerne. Den har registreringen F-WWOW.

Testflyvningerne skal være med til at holde de eksisterende A380’ere i den bedste form, og så de fortsat opfylder de højeste sikkerhedsstandarder. Det kan således være tests af nye funktioner eller opdateringer af software, der skal arbejdes med på testflyvningerne, har Check-in.dk før skrevet.

Verdens største passagerfly kom i kommerciel drift i oktober 2007 – hos Singapore Airlines – og i alt er der blevet produceret 254 A380’ere, herunder tre testfly, før man i 2021 stoppede produktionen.

Emirates-topchef vil have ny version
Selv om produktionen af Airbus A380 altså ophørte for fire år siden, holder særligt ét flyselskab fortsat en drøm i live om, at flytypen har en fremtid på den meget lange bane.

Således afslørede Emirates-topchef Tim Clark i starten af i år i et interview med Executive Traveller, at han har et stort håb om, at Airbus vil genoptage produktionen af A380 – dog af en nyere udgave af dobbeltdækkerflyet.

”Jeg har stadig et design til Airbus med hensyn til, hvordan de kunne bygge et nyt fly, som ville være 25 procent billigere i drift og langt mere brændstoføkonomisk end det nuværende,” siger han om det potentielt nye fly, der kunne få navnet A380neo.

Airbus har imidlertid svaret Tim Clark, at hvis han bidrager med 20 milliarder euro (149 milliarder kroner, red.), så bygger de flyet. Emirates-topchefen har dog afvist dette, men hvis flyet bliver udviklet, så vil selskabet købe dem, lyder det.

 

Relaterede artikler:

Airbus sender A380 på vingerne igen

A380 til Dresden på vegne af hemmelig operatør

Frankfurt får sin fjerde Airbus A380-operatør