Aarhus Airport. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen)

Aarhus Airport har kurs mod 530.000 passagerer

Hvis forventningerne til årets samlede passagertal bliver til virkelighed, kan det nuværende blive Aarhus Airports bedste år siden 2011. I maj måned betjente lufthavnen flere end 50.000 rejsende.

Der er lagt i kakkelovnen til et travlt år i terminalen i Aarhus Lufthavn. Det er i hvert fald det billede, som er blevet tegnet i løbet af årets første fem måneder, hvor 201.188 passagerer allerede har gjort brug af lufthavnen på Djursland.

Lufthavnen har netop opgjort trafiktallet for maj, og det viser, at 52.607 rejsende benyttede lufthavnen i den forgangne måned, hvilket er 8,4 procent flere end 2019-niveauet, hvor 48.514 passagerer rejste gennem Aarhus Airport i årets femte måned.

Derudover er det også bedre end samme måned i 2022, hvor tallet var 39.074 passagerer. Det aktuelle tal for maj repræsenterer altså en stigning på 34,6 procent i forhold til sidste år, hvor der i maj også først omtrent lige var begyndt at komme skred i genopretningen efter COVID-19-pandemien.

Ser gode takter for året
Ifølge lufthavnens administrerende direktør Lotta Sandsgaard nærer man i lufthavnen en forventning om at ramme et samlet trafiktal for hele året, der er højere end 2019-niveauet, da man på daværende tidspunkt betjente 500.490 passagerer i løbet af året.

“Vi oplever en massiv interesse for de soldestinationer, vi har på afgangstavlen i Aarhus Airport. De rejsende har taget virkelig godt imod Palma de Mallorca og Faro, som er Ryanairs senest tilkommende ruter, og sæderne til Malaga og Milano er fyldt op.”

”Businessrejserne til de nordiske hovedstæder tager også fart, og SAS indsætter snart en morgenafgang til Oslo i tillæg til aftenafgangen. Det er gode pejlemærker for 2023, hvor vi forventer at runde op mod 530.000 passagerer.”

Hvis Aarhus Airport indfrier forventningen, vil det være det bedste resultat siden 2011, hvor 591.355 rejsende gjorde brug af lufthavnen.

Turbulens i tidtabellen
Det oplyses desuden, at man mener der kan hentes yderligere passagerer ind på SAS’ indenrigsflyvninger til København, da disse endnu ikke har samme kapacitet eller frekvens, som tilfældet var i 2019.

Manglen på flyveledere hos Naviair kan dog også mærkes i den østjyske lufthavn, men overordnet set har den administrerende direktør tiltro til, at sommertrafikprogrammet vil blive afviklet planmæssigt i de kommende måneder.

”Flyvelederkrisen i København giver desværre lidt turbulens i flytiderne, og det er især kedeligt for vores indenrigspassagerer, som måske skal rejse videre ud i verden. På de direkte internationale ruter til og fra Aarhus ligger vi til gengæld med en høj punktlighed på planmæssige afgange og ankomster, og vi går de travle sommermåneder i møde med ro i maven.”

I den igangværende måned påbegynder Ryanair driften på selskabets ruter til Zadar og Korfu, og i juli øger det irske flyselskab frekvensen på flyvningerne mellem Aarhus Airport samt London og Gdansk med 30 procent, ligesom BRAs nye rute til Visby på Gotland får debut, lyder det.


Relaterede artikler:

Nye ruter med fyldte fly giver passagerrekord

1.223 passagerer om dagen i Aarhus Airport

Stærk januar i Aarhus Airport