Administrerende direktør, Peer H. Kristensen, og Head of Airline Relations, David Surley, i Aarhus Lufthavn modtog en ’Airport of the Year Award’ ved ERAs generalforsamling i Frankrig. (Foro: Aarhus Airport | PR)

Aarhus Lufthavn fik gevinst af ERA-medlemskab

I 2016 meldte Aarhus Lufthavn sig ind i brancheorganisationen ERA, og nu kvitteres der med en hæder til den østjyske lufthavn i konkurrence med 18 andre lufthavne.

Der var stor glæde hos Aarhus Lufthavn, der onsdag aften fik overrakt en hæder som “ERA Airport of the Year” ved organisationens årlige generalforsamling, der blev afholdt i Juan-les-Pins i det sydlige Frankrig.

Dermed fik Aarhus Lufthavn allerede efter tre år et konkret udbytte af at melde sig ind i European Regions Airline Association (ERA), der omfatter 51 flyselskaber og 19 regionale lufthavne. Det samme oplevede SAS i 2017, hvor de samme år som indmeldelsen fik en bronzepris i kampen om ERA Airline of the Year-titlen

Da der kun er 19 lufthavne som medlemmer af ERA, var konkurrencen også begrænset. I de tre foregående år var vinderne Shannon Airport, Southampton Airport og London City Airport, der alle af et uafhængigt dommerpanel var blevet valgt blandt samtlige ERA-medlemslufthavne.

Kommerciel og operationel turnaround
ERA anfører i sin begrundelse for valget af Aarhus Lufthavn, at lufthavnen har gennemført en betydelig kommerciel og operationel turnaround med et udvidet antal destinationer og et øger passagertal. Der fremhæves, at lufthavnen har fået en mere “dynamisk kommerciel forretningsmodel” samtidig med, at lokale partnere aktivt er blevet engageret i at modernisere lufthavnsfaciliteterne.

Samtidig skriver ERA, at Aarhus Lufthavn er den primære gateway til Aarhus, der er et “storbyområde omfattende 1,38 millioner mennesker.” I givet fald er der tale om, at lufthavnen skal kunne tiltrække kunder fra Middelfart på Vestfyn og i Haderslev i det sydlige Danmark, da begge kommuner indgår i dette område, der også defineres som Byregion Østjylland.

”Vi er utroligt stolte af denne anerkendelse. Det vidner om, at vi er lykkedes med vores vækststrategi, der blandt andet har budt på en omfattende ombygning af lufthavnen med nyt design- og madkoncept. Vi har samtidig haft stort fokus på at øge passagervæksten ved at udvide med nye ruter. Med den flotte titel som årets lufthavn vil vi med stolthed fortsætte udviklingen af lufthavnen til gavn for vores gæster,” siger administrerende direktør i Aarhus Lufthavn, Peer H. Kristensen.

Peer H. Kristensen fremhæver samtidig, at Aarhus Lufthavn var den hurtigstvoksende lufthavn i Skandinavien i 2018, og i sommertrafikprogrammet 2020 har SAS netop offentliggjort en kapacitetsvækst på 15 procent i den østjyske lufthavn.

Eneste danske lufthavn i ERA
ERA repræsenterer 51 flyselskaber og i alt 157 associerede lufthavnsvirksomheder og lufthavne fra hele Europa. Aarhus Lufthavn er den eneste danske lufthavn, der er medlem af ERA. Dog er Vagar Airport på Færøerne også medlem af organisationen.

Det to største danske lufthavne i København og Billund er i stedet tilknyttet Airports Council International Europe (ACI Europe), der er en organisation der varetager interesser for flere end 500 europæiske lufthavne i 45 lande.

 

Relaterede artikler:

SAS hædret af regionale flyselskaber

SAS slutter sig til de regionale flyselskaber

Aarhus melder sig under de regionale faner