Irske Aer Lingus har i denne uge fået leveret to splinternye Airbus A321XLR, der skal bruges i den transatlantiske ekspansion. For nylig debuterede IAG-søsterselskabet Iberia med XLR’en.
Det irske IAG-selskab Aer Lingus fik i sommeren 2019 leveret den første af otte Airbus A321LR, og nu har selskabet taget hul på endnu et kapitel i flådefornyelsesprogrammet.
Onsdag kunne Aer Lingus tage levering af de første to af seks Airbus A321XLR, der er en ultralangtrækkende udgave af det populære Airbus-fly.
Forskellen mellem A321LR og A321XLR er, at førstnævnte har en rækkevidde på 7.410 kilometer, mens XLR-versionen kan flyve helt op til 8.700 kilometer.
Med leveringen af de splinternye A321XLR’ere, der har fået registreringerne EI-XLR og EI-XLT, vil Aer Lingus blive det andet selskab i verden til at operere flytypen, da første eksemplar for nylig blev leveret til IAG-søsterselskabet Iberia.
Det er planen, at XLR-flyene skal benyttes på nye og eksisterende transatlantiske ruter, og selskabet peger specifikt på Nashville og Indianapolis som nogle af de nye og samlet 18 destinationer, der betjenes i USA.
En væsentlig milepæl
Flyene, der er samlet hos Airbus i Hamborg, får fremover base i Dublin Airport, hvor selskabet har hovedkontor.
Aer Lingus har valgt en konfiguration med 184 sæder i to serviceklasser. Forrest er der 16 sæder i business class, og dermed er der blevet plads til 168 passagerer i economy class. Samtidig er det første fly i flåden, der kan tilbyde den nye Airspace Cabin fra Airbus med de ekstra store kabinehylder samt justerbar kabinebelysning.
“Ankomsten af vores to nye Airbus A321XLR markerer en væsentlig milepæl for Aer Lingus. XLR’s lang rækkevidde-egenskaber gør det muligt for os at rejse dybere ind i Nordamerika og tilbyde tidligere ubetjente markeder større forbindelse til Europa gennem vores Dublin-hub,” siger Lynne Embleton, der er CEO hos Aer Lingus.
Aer Lingus forventer, at selskabet inden udgangen af 2025 vil kunne udvide XLR-flåden fra to til seks fly.
Relaterede artikler:
Første Airbus A321XLR er leveret til Iberia