Airbus A220-300-fly fra Air Baltic. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Air Baltic nedlægger op mod 700 stillinger

Air Baltic har sat gang i en fyringsrunde som en del af en forretningsplan, som skal redde det konkurstruede lettiske flyselskab. Det sker efter, at selskabet har sat gang i en rekonstruktionsproces under USA’s Chapter 11-lovgivning.

Den 14. september valgte det nationale lettiske flyselskab Air Baltic og visse datterselskaber frivilligt at indlede en rekonstruktionsproces under Chapter 11 i den amerikanske konkurslovgivning.

Nu lyder det fra Air Baltic, at man som et led i den fortsatte implementering af selskabets nye forretningsplan tager, hvad man kalder ”de nødvendige skridt” for at tilpasse selskabets drift og organisation til den fremtidige model.

Med andre ord har man sat gang i en fyringsrunde, som man håber vil bidrage til at sikre, at selskabets struktur og omkostningsbase er tilpasset flyselskabets fremtidige størrelse.

Fjerner hundredvis af stillinger
Mens det endelige antal ikke er gjort op, så står én ting klart. Air Baltic har tænkt sig at nedlægge hundredvis af stillinger. Indtil videre vurderer man, at der er tale om cirka 500 til 700 stillinger på selskabets baser i Riga, Vilnius og Tallinn.

Der er tale om et aktuelt estimat, og antallet kan ændre sig i løbet af processen. Intervallet afspejler de igangværende drøftelser med fagforeningerne om mulige ordninger med reduceret arbejdstid for piloter og kabinepersonale samt udviklingen af nye organisationsstrukturer for resten af selskabet, som forventes fastlagt medio oktober.

Flyselskabet oplyser, at man aktuelt beskæftiger cirka 3.000 medarbejdere i Baltikum. Ændringerne er en del af en bredere række tiltag i den nye forretningsplan, som prioriterer finansiel stabilitet, et mere fokuseret rutenetværk og større operationel effektivitet.

Planen indebærer desuden en mindre flåde af Airbus A220-300-fly og stærkere helårlige ACMI-partnerskaber, samtidig med at man går efter at fastholde pålidelige forbindelser til og fra Letland og den øvrige baltiske region.

Direktør: En følsom proces
Fra Air Baltics administrerende direktør, Erno Hildén, lyder det, at Air Baltic anerkender, at det er en følsom proces for medarbejderne i selskabet, som man nu har sat i gang.

”Vores prioritet er at håndtere den med gennemsigtighed, respekt og omtanke, samtidig med at vi holder vores medarbejdere orienteret, efterhånden som processen skrider frem. Der er ikke truffet nogen endelige beslutninger vedrørende individuelle medarbejdere, og vi vil gå i direkte dialog med vores kolleger, efterhånden som de næste skridt bliver fastlagt,” siger direktøren og tilføjer:

”Vi er fortsat fast besluttede på at gennemføre processen i fuld overensstemmelse med alle gældende juridiske og regulatoriske krav samt de relevante procedurer for konsultation.”

Informerer medarbejdere i oktober
Air Baltic oplyser, at medarbejdere vil modtage mere detaljerede oplysninger i løbet af oktober. Air Baltic vil endnu ikke komme med et estimat for, hvordan fyringsrunden vil påvirke de enkelte baser, funktioner eller medarbejdergrupper. Det skyldes, at man, som Erno Hildén siger, endnu ikke ved, hvilke medarbejdere som bliver berørt.

Air Baltic har allerede underrettet den statslige beskæftigelsesmyndighed i Letland om den planlagte proces med kollektive afskedigelser. Selskabet forsikrer om, at man fortsat følger de gældende krav og procedurer, efterhånden som processen skrider frem.

Man oplyser også, at de planlagte ændringer ikke umiddelbart påvirker Air Baltics nuværende trafikprogram. Flyselskabet fortsætter driften som normalt, og alle planlagte flyvninger gennemføres som planlagt.

 

Relaterede artikler:

Lettisk premierminister: Chapter 11 er et sats

Vender hver en krone: Fjerner brækposer

Største kreditor i Air Baltic: 430 millioner til gode