Air Canada skærer 25 procent i kapacitet på København

I vintertrafikprogrammet 2011/12 tilbyder Air Canada kun tre ugentlige afgange mellem København og Toronto mod fire i seneste vintertidtabel. Dermed er den ugentlige sædekapacitet reduceret med 25 procent.

Star Alliance-selskabet Air Canada har haft en noget broget i historie i beflyvningen af Københavns Lufthavn.

Den 25. juni 2010 etablerede selskabet sig for tredje gang indenfor en 11-årig periode på ruten fra Toronto til København.

Første gang var fra maj 1999 til slutningen af september 2001. Et nyt forsøg blev gjort i maj 2003, men ruten lukkede igen ved årets udgang.

I denne omgang har Air Canada holdt fast i indtil videre 16 måneder, og det ser ud til, at selskabet har fået bid i markedet, på trods af en kapacitetsreduktion i det kommende vintertrafikprogram, der træder i kraft på søndag den 30. oktober.

Her vil Air Canada nemlig reducere kapaciteten med 25 procent i forhold til seneste vintersæson. Fra 30. oktober og indtil 24. marts 2012 flyves der tre gange ugentligt fra Toronto til København mod fire gange i sæsonen 2010/11.

Der flyves på onsdage, fredage og søndage fra København kl. 12.25 med ankomst i Toronto kl. 15.00 lokal tid.Til København flyves fra Toronto på tirsdage, torsdage og lørdage kl. 21.00 lokal tid med ankomst kl. 10.50 den følgende dag.

Kapacitetsreduktionen betyder, at Air Canada vil reducere antallet af udbudte sæder fra 1.976 per uge til 1.482, hvilket er 25 procent færre.

Air Canada anvender på ruten til Københavnfly af typen Boeing 767-300ER med 24 sæder på Executive First Class og 223 sæder på Economy Class.