Air Canada er gået på jagt efter en ny direktør, efter at en kondolencevideo på engelsk udløste kritik af den nuværende direktør. Nu lyder det, at SAS’ koncernchef, Anko van der Werff, er blandt de forreste i kandidatfeltet.
I marts meddelte Air Canadas koncernchef, Michael Rousseau, til selskabets bestyrelse, at han havde valgt at gå på pension i tredje kvartal 2026 efter 19 år på posten.
Men i virkeligheden var der tale om en de facto-fyring, efter at han kom under kritik for ikke at tale fransk i en kondolencevideo, efter at to Air Canada-piloter blev dræbt, da en CRJ900 fra Air Canada Express, opereret af Jazz Aviation, kolliderede med en brandbil under landing.
Det betyder, at jagten på en afløser til Rousseau er sat ind, og her er SAS-koncernchef Anko van der Werff helt fremme i feltet, fortæller kilder med kendskab til sagen til Bloomberg News. Van der Werff har været koncernchef for SAS siden 2021. Inden da var han topchef mellem 2019 og 2021 for det colombianske flyselskab Avianca.
Han har også haft chefstillinger i Grupo Aeromexico, Qatar Airways og hos SAS-medejeren Air France-KLM. Air Canada har for sit vedkommende allerede et islæt af SAS, da selskabets bestyrelsesformand er den tidligere SAS-vicekoncernchef Vagn Sørensen.
SAS har ingen kommentar
Bloomberg News har rakt ud til både Anko van der Werff og SAS for at få en kommentar. Fra SAS-koncernchefen er der ikke kommet noget svar, mens SAS har afvist at kommentere på sagen.
Folkene med kendskab til sagen, som har kommenteret anonymt, har understreget, at Air Canadas bestyrelse fortsat kan ende med at vælge en anden kandidat. Anko van der Werff er fra Holland, og han taler hollandsk, engelsk og spansk. Derudover har han ifølge Bloomberg en basal forståelse for italiensk, svensk og fransk.
Netop det franske sprog spiller en vigtig rolle hos Air Canada. Kritikken, som mødte Michael Rousseau, da han ikke talte fransk i kondolencevideoen, bunder i flere ting.
Dels har det nationale, canadiske flyselskab hovedkvarter i Saint-Laurent, Quebec, og dels skal flyselskabet ifølge loven operere på både engelsk og fransk. Derfor kom kritikken af Rousseau ikke kun fra offentligheden, men også fra medlemmer af Canadas føderale regering.
Air Canadas nye topchef kommer til at tiltræde stillingen i et udfordrende år for Air Canada. Selskabet kom ikke som planlagt med en økonomisk prognose i maj, mens brændstofpriserne steg på grund af lukningen af Hormuzstrædet.
Derudover er aktiekursen stadig det halve af, hvad den var, før coronapandemien. Modsat er flyselskabet også i gang med en flådefornyelse, og man har indført et nyt kabinedesign i juni i år.
Har netop stået bag storkøb af fly
Netop flådefornyelse er ikke helt fremmed for Anko van der Werff. Tirsdag holdt SAS et stort presseevent i Vilhelm Lauritzen Terminalen, hvor koncernchefen kunne oplyse, at SAS har valgt at anskaffe 40 langdistancefly.
Her er der tale om 20 A330neo, hvoraf SAS køber 18 direkte fra Airbus, mens de resterende to fly kommer fra leasingselskabet Avolon. Ud over de 18 fly, som man køber fra Airbus, har man en option på yderligere 10 fly af typen.
Derudover indeholder SAS’ køb også ni brugte A330-300, der skal understøtte væksten på kort sigt, indtil de nye fly er klar til levering, hvilket ventes at ske fra 2030 til 2035.
Til Check-in.dk har Anko van der Werff fortalt, at det er håbet, at ordren betyder, at SAS’ langdistanceflåde bliver fordoblet. I dag har SAS 14 widebody-langdistancefly, men nogle af de potentielt op til 40 A330-300- og A330-900neo-fly kommer til at erstatte dele af den nuværende flåde.
Relaterede artikler:
SAS-topchef ny bestyrelsesformand i Flightradar24

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


