Air France har de sidste to år installeret nye kabiner i sine Boeing 777-fly.

Air France giver Airbus A330’ere nyt look

Air France giver nu kabinerne på sine Airbus A330-fly den samme overhaling, som kabinerne på selskabets Boeing 777-fly har fået.

Først var det selskabets flåde af Boeing 777-fly, der fik en overhaling indvendigt. Og nu har Air France besluttet, at selskabets flåde af Airbus A330-200 fly også skal have nye kabiner. En investering til over en milliard kroner.

Arbejdet med at give selskabets 15 Airbus A330-200 fly ny indmad starter i slutningen af 2017 og forventes at være færdig et år efter. Moderniseringen betyder, at der samtidig bliver plads til flere economy class-passagerer, mens der bliver færre sæder på business class. Således ændres sædekonfigurationen fra 40 business class-sæder, 21 premium economy-sæder og 147 economy-sæder i dag til henholdsvis 30, 21 og 175 sæder. Det betyder at det samlede antal sæder stiger fra 208 til 226.

Rækker hånden frem
Sæderne på Business Class vil kunne laves om til flat beds med fri adgang til midtergangen. Sæderne kurver indad, “lukker“ sig om den enkelte passagerer og giver, ifølge Air France, ekstra privatliv på de lange ture over Atlanten eller til et andet fjernt sted. Sæderne er specialdesignet til Air France i samarbejde med Zodiac Aerospace og designeren Mark Collins.

Air Frances business class-kunder får en 16 tommer stor trykfølsom skærm med mere end 1.000 timers underholdning. Navigationen foregår på skærmen i stil med hvordan man navigerer på en tablet pc. Hvis man ligger ned eller bare ikke gider række hånden frem mod skærmen, så er der også et trykfølsomt håndsæt til rådighed.

På Premium Economy kan kunderne nyde komforten i et nyt sæde, hvis puder er blevet udviklet af ergonomiske eksperter for yderligere at forbedre komforten i kabinen. Det bredere sæde kan lænes tilbage til 130 grader og giver også mere benplads og mere plads til kunderne. På Economy kommer der mere benplads, en ny sædehynde, mere komfortable hovedstøtter og et bredere klapbord.

Havde forbedret sig mest
De nye kabiner er udviklet i samarbejde med Zodiac Aerospace og er i de seneste to år blevet installeret i 31 af Air France’s Boeing 777-fly. Ifølge selskabet selv en stærkt medvirkende årsag til, at Air France fornylig blev kåret af Skytrax som det flyselskab i verden, der havde forbedret sig mest.

“Siden den første flyvning med den nye kabine til New York i juni 2014 er de blevet meget roste af vores kunder. Når Air France er tilbage blandt de bedste globale flyselskaber, skyldes dette til dels vores meget høje kvalitetsprodukter og tjenester. At udstyre vores Airbus A330-flåde med de nye kabiner er det næste logiske skridt i arbejdet med at forbedre Air France’s produkter og tjenester,” siger Frédéric Gagey, bestyrelsesformand og administrerende direktør for Air France.