Nu vil Air France også kunne tilbyde Airbus A380 til Tokyo. Når det franske flyselskab senere på året får leveret det 4. fly i rækken af typen A380, vil det blive indsat på ruten fra Paris til Tokyo.
Air France var det første europæiske flyselskab, der tog megajumboen Airbus A380 i brug. Det skete i november måned sidste år, hvor det første fly blev indsat på ruten fra Paris til New York, mens Johannesburg i Sydafrika i februar blev den næste destination med A380-betjening.
Fra den 1. september 2010 bliver Airbus A380 indsat på ruten fra Paris til Tokyo med foreløbigt 3 ugentlige afgange, der pr. 5. oktober opgraderes til daglige afgange.
Megajumboen vil blive opereret på flight AF276, der afgår fra Paris Charles De Gaulle terminal 2E kl. 13.30 med ankomst i Tokyo-Narita næste dag kl. 08.10. Fra Tokyo hedder flyvningen AF275 med afgang kl. 11.50 og ankomst samme dag i Paris kl. 17.15.
Air France A380 er indrettet med 538 sæder inddelt i tre kabineklasser. Førsteklasse (La Premiére) har 9 sæder på det såkaldte “main deck“. Der er 80 sæder på “upper deck“ på Business Class (Affaires), mens de resterende 449 sæder på økonomiklasse (Voyageur) er fordelt mellem “upper deck“ og “main deck“.