Den nye kabine i Embraer E190-flyene hos Air France-datterselskabet HOP! (Foto: Air France)

Air France klar med nye kabiner på Embraer E190

Air France har netop haft premiere på en ny kabine i Embraer E190-flyene. Den opgraderede og mere elegante kabine har blandt andet lettere og mere komfortable sæder og gratis WiFi.

Passagerer i Embraer E190-flyene fra Air France vil fremover få en mere komfortabel rejse.

Således kunne det franske flyselskab 1. september 2025 indvie deres nye kabine i de brasilianskproducerede fly. Kabinen havde premiere på rute AF1602 fra Paris-Charles de Gaulle til Hamborg, og som var opereret af datterselskabet HOP!

Både Business- og Economy-passagerer kunne nyde den nye kabine på E190-flyet, og kabineopgraderingen inkluderer lettere og mere komfortable sæder samt gratis højhastigheds-WiFi, mens kabinen i sig selv er mere lys og elegant.

I løbet af sommertrafikprogrammet vil kabinerne i alle 26 Embraer E190-fly hos HOP! være opgraderet. Flytypen benyttes blandt andet på ruten mellem Paris-CDG og Billund Lufthavn.

Nye sæder med flere funktioner
Hver Embraer E190 med den nye kabine har plads til i alt 110 passagerer i en 2-2-sædekonfiguration. Hvert sæde er beklædt med læder og har ergonomisk sædeskum for større komfort og robusthed.

Sæderne kan lænes tilbage med op til tre tommer, og de er hver 46 centimeter brede. Herudover har sæderne et bakkebord, optimeret opbevaringsplads, opklappelige armlæn og en krog til overtøj. Nakkestøtten kan indstilles i højden og siden.

Foruden dette har alle passagerer en udtrækkelig stander til deres mobiltelefon eller tablet. Både USB A- og C-porte er tilgængelige til opladning af elektroniske apparater.

Alle kan benytte solidt WiFi
Air France har samarbejdet med den franske producent Expliseat omkring de nye sæder, ligesom flyselskabet har arbejdet sammen med designeren Andrea Mocellin.

Sædestrukturen er lavet med primært genbrugsmaterialer, hvilket er med til at fremme den cirkulære økonomi i luftfartsindustrien. Hvert sæde er 30 procent lettere end det hidtidige sæde, hvilket reducerer flyets samlede vægt og dermed reducerer brændstofforbruget og CO2-udledningen.

Foruden den store opgradering af sæderne i Embraer E190-flyene er et gardin med til at adskille Business- og Economy-kabinen, og rejsende på Business Class vil hver have et tomt sæde ved siden af sig. Samtlige passagerer har adgang til gratis højstigheds-WiFi ved at logge på deres Flying Blue-konto, der er Air France-KLMs loyalitetsprogram.

 

Relaterede artikler:

Større fly og på vej mod 500.000 passagerer i Billund

Air France øger fra Danmark

SAS-partner kigger også på Embraer-fly