Foto: (Eric Avenel, Air France)

Air France-passagerer strandet over to døgn i Sibirien

Air France-fly foretog sikkerhedslanding i Irkutsk og kom ikke videre. Reservefly strandede også i Sibirien, men tredje gang lykkedes det for de 282 passagerer at komme til Shanghai.

De færreste flypassagerer drømmer nok om et ufrivilligt ophold i den sibiriske vinterkulde. Især når opholdet også medfører en forsinkelse i flyrejsen på næsten tre døgn. Men det endte passagererne på et Air France-fly på vej fra Paris til Shanghai med at blive udsat for.

De 282 Air France-passagerer skulle lørdag aften – den 10. november 2018 – rejse fra Paris Charles de Gaulle-lufthavnen til Shanghai Pudong International Airport på flyvningen med rutenummer AF116, som afgik fra Paris kl. 23.42.

Undervejs på turen over Rusland rapporterede kabinepersonalet om en lugt af røg i kabinen om bord på Boeing 777-300-flyet, og kort efter så kabinepersonalet ifølge Aerotime News også synlig røg.

Sikkerhedslanding i Irkutsk
Air France-flyet blev derfor nødt til at foretage en sikkerhedslanding og blev omdirigeret til den nærmeste lufthavn, som var Irkutsk International Airport i det sydlige Sibirien. Her landede flyet omkring en halv time senere.

Af uvisse årsager var flyet ikke i stand til at flyve videre. De 282 passagerer og 16 besætningsmedlemmer blev af russisk politi eskorteret til et hotel, da de naturligt nok ikke var i besiddelse af visa til Rusland. Passagererne fik dog ikke deres bagage med på hotellet, hvilket flere af dem og deres pårørende siden har beklaget sig over i opslag på sociale medier.

I mellemtiden sendte Air France et andet Boeing 777-300-fly af sted mod Irkutsk for at samle de strandede passagerer op og flyve dem til Shanghai. Dette fly forlod Paris søndag den 11. november om eftermiddagen og landede i Irkutsk næste morgen kl. 7 lokal tid.

Nu skulle alt være godt, og passagererne kunne gå ombord i reserveflyet og se frem til at lande i Shanghai tre-fire timer senere. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for dette fly fik tekniske problemer, så det heller ikke kunne fortsætte. Ydermere måtte passagererne ifølge medier tilbringe flere timer om bord på flyet, inden de russiske myndigheder tillod dem at forlade det og tage tilbage til hotellet.

Tredje Boeing 777-fly af sted fra Paris
Derfor måtte Air France sende endnu et Boeing 777-300-fly af sted for at redde passagererne ud af Irkutsk. Dette fly forlod Paris tirsdag eftermiddag og landede i Irkutsk tidligt næste morgen lokal tid.

Endnu engang måtte de efterhånden hårdt prøvede passagerer boarde et nyt Air France-fly, og denne gang lykkedes det at få flyet i luften. Klokken 09.16 lokal tid lettede AF4192 ifølge Flightradar24 fra Irkutsk og satte kursen mod Shanghai, hvor det landede 3 ½ time senere – onsdag den 14. september klokken 12.45 lokal tid.

De 282 passagerer og 16 besætningsmedlemmer ankom dermed langt om længe til Shanghai – med en forsinkelse på 67 timer. Forhåbentlig skulle ikke alt for mange af dem direkte videre til et forretningsmøde i den kinesiske metropol.

Relaterede artikler:

A340-fly fra SAS strandet i Beijing

Uheldig Air France-A380 tilbage i kommerciel drift

A380-fly på ottende uge strandet i Goose Bay