Air Greenlands Airbus A330-200 - også kendt som Norsaq. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Air Greenland genåbner billetsalget

Nu har Air Greenland atter åbnet for billetsalget til resten af juli, men i kølvandet på lukningen har en grønlandsk politiker kritiseret flere af de beslutninger, som flyselskabets har truffet.

I weekenden den 9. og 10. juli samt i begyndelsen af den efterfølgende uge var knap 1.000 passagerer strandet rundt omkring i Grønland, da lavt skydække og tåge langs kysten og især i Nuuk gjorde det vanskeligt for Air Greenland at få flyene på vingerne, og det førte til, at flyselskabet lukkede for billetsalget i resten af juli.

Allerede mandag den 18. juli oplyser selskabet dog, at billetsalget atter er åbnet, da flyselskabet sidenhen har fået styr på udfordringerne. De fleste af de berørte passagerer er kommet af sted, og dermed er der skabt en ny situation, lyder det.

Udover vejret skyldtes udfordringerne ifølge Air Greenland, at et selskabets syv Dash-8-fly ikke var en del af trafikprogrammet grundet en teknisk fejl samt, at det ikke var muligt at indleje et fly til flyvningerne over Atlanterhavet som følge af de store udfordringer med at skaffe kapacitet, der i øjeblikket er i den europæiske luftfartsbranche.

”Vi kan se, at den resterende ledige kapacitet kan frigives til salg for offentligheden. Men lukningen betød også, at der er udsolgt på især atlantflyvningerne i begyndelsen af august og muligvis vil nogle fremskynde deres rejser, hvis de har en fleksibel billet,” siger administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen fra Air Greenland.

Vil kræve en del investeringer
I kølvandet på disse udfordringer rejser den tidligere pilot og nuværende politiker Pele Broberg, der er formand for det grønlandske parti Naleraq, en kritik af flyselskabet, der blandt andet går på Air Greenlands flådeindkøb samt om der – efter COVID-19-pandemien – er blevet opbygget tilstrækkelige ressourcer i selskabet til at håndtere driften. Det fortæller han til Sermitsiaq.AG.

”Når man ikke kan få 1.000 passagerer afviklet samtidig med, man holder billetsalget åbent i højsæsonen, er man så overhovedet gearet til det? Og hvordan vil man så overhovedet kunne håndtere de mængder af turister, der ifølge lufthavnspakken er nødvendig, for at økonomien skal hænge sammen i de nye lufthavne.”

”Det er ikke Air Greenlands bord”
Broberg har blandt andet arbejdet som kaptajn for flyselskabet i 15 år, og han mener derudover, at Air Greenland burde have investeret i en type helikoptere, der er bedre rustet til at flyve under hårde forhold, end de nuværende er. I dag benytter Air Greenland henholdsvis H155- samt H225-helikoptere fra Airbus.

”Et konkret eksempel er de nyindkøbte helikoptere, der skal servicere bygderne for eksempel omkring Upernavik og Uummannaq. De er simpelthen ikke egnet til at flyve i dårligt vejr, og det kunne afhjælpes ved at have købt nogle, der kunne håndtere dårligt vejr bedre, eller større helikoptere til direkte flyvninger på længere strækninger.”

Den administrerende direktør for Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen, påpeger dog, at beslutningen om den indkøbte type helikoptere blandt andet skyldes flere faktorer, som flyselskabet ikke er herre over.

”Vores infrastruktur i landet er ikke lavet til helikoptere, der kan flyve såkaldt “instrument” flyvning og altså også kan flyve i tåge, is og lavt hængende skyer. Det vil kræve en del investering i infrastruktur, hvis man skal bruge dem i stedet, og det er ikke Air Greenlands bord. Den type helikoptere koster også op til tre gange så meget som dem vi har nu.”

Kritiserer flyvalg
Det er dog ikke kun valget af helikoptere, som den grønlandske politiker stiller spørgsmål ved. Det gør han også ved flyselskabets planer for erstatningen af Air Greenlands langdistancefly. Senere på året skal Air Greenlands Airbus A330-200, der også er kendt under navnet Norsaq, nemlig udskiftes.

Det skyldes, at Norsaq nærmer sig det punkt, hvor antallet af flyvninger betyder, at der vil skulle ske en udskiftning af vigtige komponenter, hvilket kan blive dyrt. Som erstatning har Air Greenland valgt at investere i et nyt Airbus A330-800neo-fly, men ifølge Pele Broberg kunne flyselskabet have overvejet en anden løsning.

”Man burde måske i stedet for have købt to lidt mindre fly, så man selv kan dække ind, hvis der bliver problemer med det ene fly,” siger Broberg med henvisning til, at det i dag er sådan, at man må chartre et andet fly, hvis der er tekniske problemer eller andre udfordringer, som gør, at flyselskabets Airbus ikke kan flyve.


Relaterede artikler:

Kæmper med efterslæb efter flyaflysninger

Air Greenland lukker for billetsalget i juli

Air Greenland åbner salget til A330-800neo