Air India vil indtil videre indstille samtlige flyvinger til Mellemøsten, Europa og Nordamerikas østkyst. Meddelelsen blev givet mandag aften, og tirsdag eftermiddag er man allerede klar til at genoptage flyvningerne.
Mandag aften indledte Iran et missilangreb på al-Udeid Air Base i Qatar, der er hovedkvarter for amerikanske luftstyrker i Mellemøsten med næsten 8.000 soldater.
Det medførte, at Qatar midlertidigt måtte lukke luftrummet og indstille samtlige afgående og ankommende fly, og det samme var tilfældet med De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Kuwait, der også måtte lukke ned for civile flyvninger i området.
Efter nogle timer var det dog muligt at genoptage flytrafikken i det særdeles trafikerede område, hvor de store hubs i Dubai, Abu Dhabi og Doha rummer en forholdsvis stor civil flytrafik fra Emirates, Etihad Airways og Qatar Airways.
Mange fly måtte diverte til nærliggende lufthavn, og der er eksempler på at fly fra fra Australien til Europa måtte vende om undervejs. Qantas-flyet til London-Heathrow divertede til Singapore, mens flyet fra Perth til Paris returnerede til afgangslufthavnen, hvor det landede efter 15 timer i luften.
Dramatisk beslutning fra Air India
Konflikten i regionen har betydet, at de sædvanlige luftkorridorer mellem Europa og Asien ikke kan anvendes i øjeblikket, da det sædvanligvis travle luftrum over Iran og Irak er midlertidigt lukket for civil flytrafik.
Mandag har Air India taget konsekvensen, og indtil videre aflyser selskabet samtlige flyvinger til Mellemøsten samt flyvningerne til Nordamerikas østkyst og Europa.
Det betyder, at ruterne til New York-JFK, Newark, Chicago, Washington D.C. og Toronto indtil videre vil være indstillede, da disse ruter betjenes med en vestgående ruteføring via Europa. Derudover vil ruten til København og otte andre europæiske destinationer også være sat på pause.
“Air India er i løbende konsultation med sine eksterne sikkerhedsrådgivere og overvåger nøje den udviklende situation. Vi vil holde vores passagerer informeret om eventuelle opdateringer. Vores passagerers og personales sikkerhed er fortsat vores højeste prioritet,” lyder det i en meddelelse fra det indiske Star Alliance-selskab.
Opdatering 24. juni kl. 13.30
Blot 14 timer efter, at Air India har udsendte meddelelse om midlertidig pause til ruterne i Mellemøsten, Europa og Nordamerikas østkyst, har det indiske Star Alliance-selskab valgt løbende at genoptage flyvningerne.
“Efterhånden som luftrummene gradvist genåbner i visse dele af Mellemøsten, vil Air India gradvist genoptage flyvninger til regionen fra i dag, hvor de fleste operationer til og fra Mellemøsten genoptages fra den 25. juni. Flyvninger til og fra Europa, der tidligere er blevet aflyst, genoptages også gradvist fra i dag, mens ruter til og fra østkysten af USA og Canada genoptages ved førstkommende lejlighed,” hedder det i en meddelelse udsendt omkring kl. 13.00.
Air India oplyser samtidig, at man fortsat vil undgå luftrum, der vurderes at være usikre på ethvert givet tidspunkt.
Relaterede artikler:
Efter USA-angreb: Mange flyaflysninger til regionen