Airberlin: Uåbnet storlufthavn kan blive museum

Berlins skandaleramte uåbnede storlufthavn Brandenburg kan blive et museum, lyder det fra airberlin-topchef, der hellere vil forblive i den slidte Tegel-lufthavn.

Berlins skandaleramte og endnu uåbnede storlufthavn, Berlin Brandenburg, kan gå hen og blive et gigantisk museum – og ikke en operativ lufthavn. I hvert fald hvis det står til airberlin’s topchef, Thomas Winkelmann.

Airberlin vil nemlig hellere forblive i Berlins slidte Tegel-lufthavn end rykke hele operationen til den nye Brandenburg-lufthavn, hvis Tegel-lufthavnen alligevel ikke lukkes, sådan som det på nuværende tidspunkt er planen.

”Hvis Tegel forbliver åben, så kan man lave museum i Brandenburg-lufthavnen. Vi vil med airberlin blive i Tegel,” siger Thomas Winkelmann til den tyske avis Die Zeit.

Brug for Tegel
Berlin Brandenburg skulle oprindeligt have været åbnet i 2012 og Airberlin havde en storstillet plan om, at den nye lufthavn skulle bruges til at forfine selskabets transfer-produkt med bølger af fly ind og ud af lufthavnen med korte ”turn-around tider” og effektive flyskifter for passagererne. Indvielsen blev dog igen og igen udskudt på grund af store tekniske problemer med blandt andet lufthavnens brandslukningssystem i terminalerne. Nu er forventningen, at lufthavnen kan åbne i efteråret 2018. Men i marts i år pegede en uvildig rapport på, at åbningen kan risikere først at blive i foråret 2019.

Det selskab, som skal være en af de allerstørste brugere af lufthavnen, vil dog faktisk hellere forblive i Tegel-lufthavnen. Den skal efter planen lukke senest seks måneder efter åbningen af Brandenburg-lufthavnen.

Lokale kræfter har gennem længere tid, under overskiften ”Berlin har brug for Tegel”, arbejdet for, at lufthavnen fortsat skal være åben. Og det har nu resulteret i, at borgerne i Berlin til september skal stemme om hvorvidt Tegel skal bestå. Et krav, som blandt andre Ryanair har støttet.

Hvis det bliver et ja til at bevare lufthavnen, der ligger kilet inde mellem beboelsesejendomme i det nordvestlige Berlin, så vil airberlin fortsat gerne bruge lufthavnen, der flere gange er blevet kåret som en af verdens værste lufthavne. I øvrigt sammen med den anden Berlin-lufthavn, Schönefeld, som efter planen også skal lukke når Berlin Brandenburg åbner.

Voldsom trafikvækst
Når en bevarelse af Tegel-lufthavnen er kommet på dagsordenen igen, så skyldes det den voldsomme trafikvækst i Berlin Tegel og ikke mindst Berlin Schönefeld, som er fundet sted mens man har ventet på Berlin Brandenburg. Således fløj næsten 33 mio. passagerer sidste år til og fra de to eksisterende Berlin-lufthavne, mens Brandenburg kun er dimensioneret til 27 mio. passagerer. Så hvis Tegel og Schönefeld lukkes, så vil Brandenburg fra dag et være for lille.

Derfor har bestyrelsen for Berlin Brandenburg da også allerede vedtaget at udvide lufthavnen i årene efter at den er åbnet. Det ændrer dog ikke ved, at den ved åbningen vil være for lille.

Airberlin har siden aflysningen af åbningen i 2012 ikke lagt skjul på sin utilfredshed med Brandenburg-projektet.

”Problemerne med Berlin Brandenburg lufthavnen er en skændsel for hele Tyskland, som ellers står for fremragende ingeniørarbejde,” sagde airberlins kommercielle direktør, Paul Gregorowitsch, til CHECK-IN.dk i august 2012.

I 2014 anlagde airberlin en erstatningssag mod lufthavnen med krav om en erstatning på knap 360 millioner kroner. Senere samme år begravede parterne dog stridsøksen og indgik et forlig uden rettens indblanding.

 

 

Relaterede artikler:

Risiko for Berlin-åbning i 2019

Ryanair: Bevar Tegel-lufthavnen

Berlin-lufthavne passerer 33 mio.

Uåbnet Berlin-lufthavn planlægger udvidelse

Berlin-lufthavne blandt verdens 10 dårligste

Vil bevare Berlin-lufthavn

Airberlin: En skændsel for hele Tyskland