Det nye virtuelle flyselskab Airnavia vil sælge 1.000 flybilletter til 49 kroner per person. Tilbuddet markedsføres eksklusive lufthavnsafgifter, hvilket er ulovligt.
Når det virtuelle flyselskab Airnavia på fredag kl. 12.00 åbner for salget til ni destinationer fra Aalborg Lufthavn, er lokkemidlet billetter til kun 49 kroner.
Det fremgik af gårsdagens pressemøde samt af selskabets hjemmeside. Hvad der i første omgang ikke blev oplyst på pressemødet, stod med småt på hjemmesiden. Her var priserne med tillæg af lufthavnsafgift.
Branchens aktører vil vide, at det kun er tilladt at markedsføre totalpriser inklusive skatter og afgifter. Det har EU kæmpet for gennem en fælles lovgivning i en del år nu, og Forbrugerombudsmanden i Danmark er myndigheden, der skal sikre, at reglerne ikke bliver overtrådt herhjemme.
Forbrugerombudsmanden ønsker i første omgang ikke at kommentere på den konkrete sag med Airnavia, men chefkonsulent Andreas Weidemann siger på vegne af Forbrugerombudsmanden:
“Når man udbyder og markedsfører flyrejser, skal man oplyse prisen samlet inklusive alle obligatoriske gebyrer. Det står i forordningen om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester, som gælder i hele EU. Derudover skal man også oplyse, hvor stor en del af prisen, der er skatter og lufthavnsafgifter.“
Urutineret håndtering af pressen
Airnavia er således fra første færd kommet i modvind hos forbrugerorganisationerne.
Forholdt reglerne i forbindelse med pressemødet blev der tid for den unge Airnavia-direktør Lars Christian Linde til at få tjekket reglerne.
“Det må være en fejl på vores hjemmeside,“ var den første reaktion, hvorefter Airnavia-folkene besluttede, at tilbuddet på 49 kroner hermed var inklusive lufthavnsafgifter. En bommert, der angiveligt kommer til at koste mere end 100.000 kroner.
Produkt og koncept fra Airnarvia virker meget sympatisk, men selskabet har tilsyneladende brug for en større tyngde i ledelsen, når der inviteres til dialog med pressen.
Et par udpluk fra spørgsmålene på pressemødet.
Hvem har investeret penge i selskabet?
“Det må vi ikke sige.“
Er det korrekt, at det er DK Rejs, der er ejer eller investor, som det fremgår af Erhvervsstyrelsen register?
“Vi må ikke oplyse, hvem vores investorer er. Det er ikke korrekt, at DK Rejs er ejere eller investorer.“
Er der ikke sammenfaldende ejerinteresser med SunCharter?
“Nej – men vi bor i Anelystparken 33D i Tilst, mens Sun Charter bor i 33E. Det er to vidt forskellige selskaber.“
Aarhusianske investorer
Selvom man ud fra svarene skulle tro, at der var noget fordækt med det nye rejseselskab, er det ikke umiddelbart tilfældet. Investorerne ønsker blot ikke at træde frem i rampelyset.
Airnavia er ejet af DK REJS ApS, som har tre investorer bag sig. Selskabet Bang-Kjellerup Invest ApS, der styres af Jesper Grove Bang og Søren Kjellerup Jensen samt Otium Danmark ApS, der repræsenterer Hommelhoff-familien i Aarhus, der er kendt fra firmaet Formuepleje samt investeringer i ejendomme og diskoteker.
I 2016 forventer Airnavia at sælge omkring 80.000 flybilletter, og selskabet har i første omgang afsat tre mio. kroner til markedsføring af selskabet,“ oplyser administrerende direktør Lars Christian Linde.