American Airlines etablerer rute til Norden

Fra april måned 2011 vil American Airlines flyve dagligt mellem Chicago og Helsinki. Dermed bliver der i sommersæsonen 2011 ikke mindre end 165 ugentlige afgange mellem Norden og USA fordelt på otte forskellige flyselskaber.

Endnu et amerikansk luftfartsselskab etablerer sig i Norden. Denne gang er det Oneworld-partneren American Airlines, der fra april 2011 vil flyve dagligt mellem Chicago og Helsinki.

I forvejen flyver Continental, Delta Air Lines og US Airways til destinationer i Norden.

Ruten vil blive opereret dagligti sommerfartplanen med et Boeing 767-300 med 30 sæder på Business Class og 190 på Economy Class. Flyet vil afgå fra Chicago kl. 15.40 og ankomme i Helsinki kl. 08.30 om morgenen. Fra Helsinki afgår flyet kl. 14.00 og ankommer kl. 15.20 i Chicago.

“Helsinki Airport byder American Airlines hjertelig velkommen. Selskabets hub i Chicago giver giver adgang til et stærkt netværk i hele USA, og Helsinki Airport kan tilbyde fremragende forbindelser til Rusland, Baltikum og Polen.Den nye Chicago – Helsinki rute forstærker Helsinki’s position som førende transfer-lufthavn i Nordeuropa”, udtaler underdirektør Kimmo Ruotsalainen fra Finavia, der driver lufthavnen i Helsinki.

Ruten opereres i code-share samarbejdemed Finnair, hvilket betyder at den også vil bære et Finnair-rutenummer. Den nye rute vil give adgang til 43 nye destinationer i Nordamerika, idet American Airlines vil flyve i code-share med Finnair til bl.a. Boston, Washington, Seattle, San Francisco, Los Angeles og Miami.

Med den nye American Airlines-rute til Chicago forventes SAS at misteen del af de finske passagerer, der hidtil har anvendt SAS-ruterne fra Stockholm og København, når destinationen hedder Chicago.

Konkurrencen over Atlanten bliver særdeles intens den kommende sommer. Ikke færre end 165 ugentlige afgange vil være til rådighed mellem Norden og USA i henhold til nedenstående oversigt:

American Airlines:
Helsinki-Chicago (7) – Boeing 767-300

Continental:
København-New York EWR (7) – Boeing 757-200
Stockholm-New York EWR (7) – Boeing 757-200
Oslo-New York EWR (14) – Boeing 757-200

Delta Air Lines:
København-New York JFK (7) – Boeing 757-200
København-Atlanta (7) – Boeing 767-300
Stockholm-New York JFK (7) – Boeing 757-200
Keflavik-New York JFK (7) – Boeing 757-200

Finnair:
Helsinki-New York JFK (7) – Airbus A330-300

Icelandair:
Keflavik-New York JFK (14) – Boeing 757-200
Keflavik-Boston (14) – Boeing 757-200
Keflavik-Minneapolis (7) – Boeing 757-200
Keflavik-Seattle (6) – Boeing 757-200

Iceland Express:
Keflavik-New York EWR (7) – Boeing 757-200
Keflavik-Boston (4) – Boeing 757-200
Keflavik-Chicago (1) – Boeing 757-200

SAS:
København-New York EWR (7) – Airbus A330-300
København-Chicago (7) – Airbus A340-300
København-Washington (7) – Airbus A330-300
Stockholm-New York EWR (7) – Airbus A330-300
Stockholm-Chicago (7) – Airbus A330-300

US Airways:
Oslo-Philadelphia (7) – Boeing 757-200

På baggrund af den markante kapacitetsøgning i trafikken mellem Norden og USA forventes prisniveauet at at blive det laveste i flere år. Skulle lavprisflyselskaberne Feel Air og Norwegian samtidig have held med at få de første fly i luften til New York, vil markedet blive ganske uforudsigeligt.

Foto: American Airlines vil fra april 2011 flyve dagligt mellem Chicago og Helsinki.