Nuværende og tidligere ansatte i Aalborg Lufthavn er under mistanke for svindel med Norwegian-billetter og er blevet sigtet og afhørt af Nordjyllands Politi. Lufthavnen samarbejder om sagens opklaring.
Nordjyllands Politi har siden 2019 efterforsket en sag, hvor en gruppe ansatte i Aalborg Lufthavn er mistænkt for have svindlet med billetter til Norwegian. Det skriver TV2 Nord.
Den omtalte svindel er angiveligt foregået mellem 2014 og 2019 og skulle beløbe sig til et samlet beløb på 280.000 kroner.
Lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen, der tiltrådte i december 2020, er først i juni 2021 blevet bekendt med sagen.
“Vi har fået en overordnet orientering fra Nordjyllands Politi om, at der er en undersøgelse i gang, og at flere af vores nuværende og tidligere medarbejdere er blevet sigtet og afhørt.
Vi ved også, at sagen drejer sig om mulig misbrug af adgang til flyselskabets it-systemer, og derfor har vi gennemgået alle procedurer og retningslinjer i relation til Norwegian og de øvrige flyselskaber, som opererer fra Aalborg Lufthavn for at sikre, at systemerne ikke kan misbruges. I den givne periode har systemerne i øvrigt gennemgået en løbende udvikling,” udtaler Niels Hemmingsen i en pressemeddelelse.
Ingen kommentarer fra Norwegian
Hos Norwegian ønsker man ikke at kommentere på sagen, eller hvordan det har været muligt at foretage den omtalte svindel. Kilder peger dog på, at der muligvis kan være tale om, at der i nogle situationer ikke er opkrævet penge for tillægsydelser som sædereservation, bagage og andre ydelser, der hos det norske lavprisflyselskab er en betydelig indtægtskilde.
“Jeg kan bekræfte, at vi har lavet en politianmeldelse, men af hensyn til efterforskningen kan jeg ikke sige mere end det,” siger kommunikationschef Anders Hjørnholm fra Norwegian i Danmark til CHECK-IN.dk.
Samarbejder om sagens opklaring
Lufthavnsdirektøren understreger, at det er en sag, som tages særdeles alvorligt, og at der bliver samarbejdet med Nordjyllands Politi på alle tænkelige måder.
“Nu skal vi først og fremmest give Nordjyllands Politi ro til at komme til bunds i sagen. Det er i alles interesse. Lige nu medfører sagen selvsagt stor uvished for både de sigtede og de øvrige medarbejdere i lufthavnen, og vi håber derfor på en hurtig afklaring.
I mellemtiden vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at bibeholde den store tillid, som vi normalt bliver mødt af. Jeg vil også gerne samtidig understrege, at der ifølge vores kendskab ikke er rejst tiltale mod nogle af medarbejderne,” lyder det fra Niels Hemmingsen.
Relaterede artikler:
DAT udsat for svindelforsøg i Norge