Asien-trafik voksede med 42 %

Finnairs trafik til Asien fra det danske marked er vokset med ikke mindre end 42 % i årets første kvartal. Bangkok er topscorer med en vækstrate på 295 % i marts måned. Men vulkan-krisen vil formentlig betyde et midlertidigt stop for den imponerende vækst.

Vulkankrisen er kommet ganske ubelejligt for Finnair, der står midt i en kraftig vækst på det danske marked. Asien-trafikken er steget med 42 % i årets første tre måneder i forhold til samme periode året før.

“Vi kan fremvise to- og trecifrede procenter i passagervækst til syv af vores ni destinationer i Asien,“ fortæller Tomi Maaniemi, der er Finnairs chef på det danske marked.

Trafikken til Bangkok er vokset med ikke mindre end 295 % i marts, mens f.eks. Osaka og Delhi kan fremvise vækstrater på henholdsvis 62 % og 50 %. Beijing og Tokyo tegner sig for de laveste stigninger, idet væksten “kun“ har været på henholdsvis 13 % og 12 %.

Tomi Maaniemi mener, at det især er forretningsrejsende, der igen er vendt tilbage til flyene. “Flere og flere danskere har også opdaget, at Finnair har et stærkt produkt til Asien i form af den hurtigste vej, mest moderne flåde og et bredt udvalg af destinationer med nemme forbindelser fra København via Helsinki, som gør os til førstevalg fra Danmark.“

Men vulkan-krisen kom som tidligere nævnt på tværs af Finnairs vækstplaner. “Vi oplever nu den værste krise nogensinde for Finnair. Vi har aldrig haft flyene stående på jorden i en så lang periode. Det er meget vanskeligt at vurdere, hvilken effekt det vil få hos os selv samt branchen som helhed på lang sigt,“
sagde Finnairs koncernchefMika Vehviläinen i sidste uge.

Vulkan-krisen har i første omgang betydet et anslået tab på ca. 20 mio. € (ca. 150 mio. kr.) i forbindelse med aflysning af 1.700 Finnair-flyvninger, der forhindrede omkring 140.000 passagerer i at komme i luften.