Fly fra Atlantic Airways i Vágar Lufthavn. (Foto: Atlantic Airways | Facebook.com | PR)

Atlantic Airways lander større overskud end i 2022

Atlantic Airways endte atter med et millionoverskud på bundlinjen sidste år, hvor selskabet øgede passagertallet i forhold til både 2022 og 2019. Overskuddet faldt derimod hos Vágar Lufthavn.

Nu har Atlantic Airways offentliggjort årsregnskabet for 2023, og det viser, at det færøske flyselskab havde medvind i det det forgangne år, da man landede et overskud på 35,8 millioner kroner efter skat i løbet af regnskabsåret, der gik.

Resultatet er en forbedring på 70,4 procent i forhold til året før, da flyselskabet i 2022 endte med et overskud på 21 millioner kroner, da skatten var betalt. Det var desuden en væsentlig forbedring i forhold til 2019-niveauet, der for Atlantic Airways består af et overskud på 7,8 millioner kroner.

Overskuddet blev skabt ud af en omsætning på 832 millioner kroner i 2023, hvilket repræsenterer en stigning på 20,7 procent i forhold til 2022, hvor Atlantic Airways samlet set omsatte for 689 millioner kroner.

Øjner muligheder i simulatorer
I løbet af sidste år øgede flyselskabet antallet af passagerer sammenlignet med både det foregående år og det seneste normale år inden COVID-19-pandemien. I alt bød Atlantic Airways’ besætninger 370.000 rejsende velkommen ombord på selskabets fly.

Antallet er 5,4 procent flere end de 351.000 passagerer, som blev betjent året før. Derudover er det aktuelle tal 8,8 procent højere end i 2019, hvor flyselskabet registrerede et samlet trafiktal bestående af godt 340.000 passagerer.

Niels Mortensen, der er bestyrelsesformand for Atlantic Airways, fortæller til In.fo, at han glæder sig over udviklingen, som han karakteriserer som god. Udover årets nye rejsemål London-Gatwick og Tenerife ser han et potentiale i, at selskabet får to nye simulatorer.

”Der er vækst på mange af ruterne, og det forbedrer naturligvis grundlaget for konstant at udvikle Atlantic Airways og alle vores tilknyttede tjenester. Desuden vil AW139- og A320-simulatorerne, som er klar til brug i efteråret, give os et helt nyt forretningsben, som vil gavne Færøerne.”

Stigende udgifter og flere investeringer
I Vágar Lufthavn (FAE), der er den eneste af sin slags på Færøerne, betød højere udgifter til drift og personale, at overskuddet i 2023 blev mindre, end tilfældet var året før.

I 2022 kunne lufthavnen nemlig bogføre et positivt resultat på 8,8 millioner kroner, men det netop offentliggjorte årsregnskab viser, at det faldt med 55,6 procent sidste år, hvor det endte på 3,9 millioner kroner. Det skriver In.fo.

Udover de højere udgifter tilskrives udviklingen, at lufthavnen har foretaget flere investeringer i faciliteterne. Det drejer sig blandt andet om et udvidet system til håndtering af bagage, at parkeringsområdet bliver større samt at der bygges en ny standplads og en ny gate.

Sidste år gjorde 431.079 passagerer brug af lufthavnen, der ligger nær bygden Sørvágur. Det er en stigning på 1,6 procent i forhold til 2019-niveauet på 424.281 rejsende.


Relaterede artikler:

Vágar Lufthavn har atter flere passagerer end i 2019

Atlantic Airways får egen A320-simulator

Atlantic Airways vendte underskud til overskud