Atlantic Airways har investeret i en simulator til Airbus A320, der bliver installeret i et kommende træningscenter ved Vágar Lufthavn, hvor selskabet også får en helikoptersimulator.
Fra om et års tid vil piloterne hos Atlantic Airways spare en tur til Danmark eller andre europæiske lande, når de skal træne i simulator.
Det færøske flyselskab har nemlig investeret i sin egen simulator til Airbus A320, der er købt hos hollandske SIM International. Simulatoren bliver en del af træningscenteret Atlantic Airways Aviation Academy, som Atlantic Airways er i gang med at bygge på et område over for Vágar Lufthavn.
I juni 2022 annoncerede Atlantic Airways, at det havde købt en AW139 Reality H Full Flight Simulator til brug for selskabets helikopterpiloter. Og den nye A320-simulator kommer således til at indgå i samme træningscenter, som blev begyndt opført tidligere i 2023.
Et værdifuldt aktiv
Jóhanna á Bergi, administrerende direktør hos Atlantic Airways, er begejstret over, at selskabet snart også kan tilbyde A320-simulatortræning.
”A320-simulatoren repræsenterer endnu et spring fremad for færøsk luftfart, der øger støtten til den etablerede flyveskole. Ligesom AW139-simulatoren er den et værdifuldt aktiv, som gør det muligt for vores piloter at modtage uddannelse på Færøerne. Desuden kan vi tilbyde flyvetræning i verdensklasse til piloter globalt,” siger hun.
Sámal Petur Danielsen, der kaptajn hos Atlantic Airways, bemærker, at adgangen til simulatortræning fremover bliver forbedret med den nye, lokale A320-simulator ved Vágar Lufthavn.
”Det er et obligatorisk krav for piloter, og med vores egen simulator er tilgængeligheden forbedret for vores besætning. A320-simulatoren – udstyret med den seneste state-of-the-art-teknologi – udvider træningsmulighederne i Atlantic Airways Aviation Academy betydeligt,” lyder det.
Simulatorer i brug i anden halvår af 2024
Det nye træningscenter med hangar og kontorfaciliteter bliver på i alt 1.500 kvadratmeter og vil blive opvarmet med jordvarme. Byggeriet forventes at stå færdigt i sensommeren 2024, og kort efter kan i første omgang helikopterpiloterne tage deres simulator i brug.
A320-simulatoren forventes at være operationel i slutningen af 2024, og dermed vil Atlantic Airways have fuld gang i sit nye træningscenter med to topmoderne simulatorer.
Flåden hos Atlantic Airways består af to Agusta Westland AW139-helikoptere, der hver har plads til 15 passagerer. Flåden af passagerfly består af to Airbus A320-200 samt to Airbus A320neo.
Relaterede artikler:
Færøerne får mest moderne simulator i nyt træningscenter