Til sommer genoptager Norwegian ruten mellem Københavns Lufthavn og den albanske hovedstad, Tirana.
Norwegian vender tilbage til et efterhånden populært rejsemål på Balkanhalvøen.
Fra næste sommer er lavprisflyselskabet Norwegian igen at finde på ruten mellem Københavns Lufthavn og Tirana, der er hovedstad i Albanien. Den direkte rute bliver åbnet op den 19. juni 2019, og der er afgang hver onsdag hen over sommermånederne.
”Vi er glade for igen i år at tilbyde vores rejsende direkte forbindelse til Tirana. Albanien er på mange måder en overset stjerne ved Middelhavet. Strandene, bjergene, den lokale kultur og gastronomi gør Albanien til et oplagt rejsemål for familier og andre, der har lyst til helt unikke oplevelser,” siger Thomas Ramdahl, der er EVP for de korte ruter hos Norwegian.
”Med gratis wifi i vores moderne og mere klimavenlige fly er der gode rammer for en behagelig flyvetur til nye ferieminder.”
Tirana bliver mere populær
Rejseguiden Lonely Planet har i 2018 haft Tirana på top 10-listen over must see-destinationer i Europa. Den albanske hovedstad er grundlagt i 1614, og i dag har byen omkring 600.000 indbyggere.
Albanien er stadig en ganske uberørt destination, hvor man kan få en autentisk oplevelse ved Middelhavet. Landet har en smuk kystlinje og lækre badestrande, og et stigende antal turister vælger at holde ferie på dette sted.
I forvejen flyver Norwegian fra Københavns Lufthavn til Sarajevo i Bosnien og Hercegovina samt Pristina i Kosovo, der begge også ligger på Balkanhalvøen.
Norwegian tilbyder i dag mere end 500 ruter til over 150 forskellige destinationer fordelt på flere kontinenter i verden. Det norske lavprisflyselskab råder i øjeblikket over omkring 150 fly, der har en gennemsnitsalder på 3,7 år.
Relaterede artikler:
Norwegian: Mere attraktivt at satse på Danmark
Direkte charterfly fra København til Albanien
Kinesisk flyselskab leaser A320 fra Norwegian