August-strejke lurer i easyJet

En strejke blandt omkring hver tredje britiske easyJet-kabineansat kan blive en realitet til august. Selskabet er tredjestørste operatør i CPH.

Ofte er arbejdsnedlæggelser i international luftfart noget, man forbinder med traditionelle netværkssselskaber som Lufthansa, SAS og Air France. Men også lavprisselskabet easyJet kan meget vel blive ramt af strejke blandt de kabineansatte. I hvert fald blandt nogle af de kabineansatte.

Sagen er den, at forhandlinger mellem easyJet og den britiske fagforening Unite om lønforhøjelser for easyJets britiske stewardesser og stewarder er gået i hårdknude.

Derfor skal Unite’s medlemmer frem til 3. august stemme om hvorvidt de ønsker at strejke. Er der et flertal for det, så vil en strejke kunne træde i kraft i midten af august – lige midt i feriehøjsæsonen i Storbritannien og Centraleuropa.

Sagen er imidlertid også den, at Unite kun organiserer omkring hver tredje af easyJets britiske kabineansatte. Derfor forventer easyJet ikke, at en eventuel strejke vil få særlig stor indflydelse på gennemførelsen af sommertrafikprogrammet.

Lokale overenskomster
EasyJet er den tredjestørste operatør i Københavns Lufthavn, kun overgået af SAS og Norwegian. Selskabet har 12-13 ruter til og fra København og transportere knap 1,5 mio. passagerer om året. Flere af easyJets fly overnatter hver nat i Københavns Lufthavn for at kunne betjene en række morgenafgange til blandt andet London.

Men da besætningerne overnatter på hotel og easyJet ikke har en egentlig base i Københavns Lufthavn, så har den danske fagbevægelse ikke mulighed for at kræve, at selskabet indgår en overenskomst, sådan som fagbevægelsen lige nu kæmper for at få Ryanair til at gøre.

Ifølge easyJet selv, så har selskabet lokale overenskomster i syv europæiske lande, hvor selskabet har baser.