Austrian Business Lounge åbner for alle

Fra den 1. juni har Austrian besluttet at åbne sine to Business Lounges i Wien-Schewat lufthavnen for alle passagerer, der rejser fra eller via Wien med selskabet. Der opkræves dog et tillæg på 35€ (ca. 260 kr.), hvis man ikke rejser på en billettype, hvor lounge-adgang er gratis.

Nu vil Austrian forbedre selskabets service for de mange passagerer, der rejser fra eller via lufthavnen i Wien. Fra den 1. juni bliver det muligt at få adgang til en af lufthavnens to Business Lounges (også kaldet redlounge), uanset hvilken klasse, der flyves på.

Eneste betingelse er, at man afrejser fra eller via Wien med Austrian. Men har man ikke fri lounge-adgang i billetprisen, skal der dog betales et tillæg på 35 € (ca. 260 kr.) for adgangen til det forjættede land. Noget der ikke tidligere har været muligt, hvis man ikke havde købt ydelsen som en del af billetten.

Austrian Business Lounges er beligende i lufthavnens “Plaza“ område samt i “Pier Ost“. Der serveres topklasse mad fra DO & CO samt ledsagende frie drikkevarer. Herudover er der frie aviser og magasiner samt adgang til TV og Internet. Endelig er der mulighed for at hvile i mere afslappende omgivelser end i lufthavnens offentlige transitområde.

For rejsende på Business Class forbedrer Austrian også sit produkt fra 1. juni. Det vil således være muligt på alle korte flyvninger at blive seatet med et tomt sæde ved siden af. Dette tilbud er også gældende på flytyper, der er indrettet med rækker, hvor der er to sæder. Eneste undtagelse er dog indenrigsflyvninger i Østrig.