EU-Kommissionen har givet den tyske stat lov til at give den stærkt forsinkede Berlin Brandenburg-lufthavn økonomisk nødhjælp i milliardklassen.
De rejsende til og fra Berlin kan ånde lettet op. Den tyske regering har nemlig fået grønt lys af EU-Kommissionen til at yde økonomisk nødhjælp til den stærkt forsinkede nye Berlin Brandenburg-lufthavn.
For at få lufthavnen bygget færdig er der brug for yderligere penge til projektet, som oprindeligt skulle have kostet 21 mia. kroner, men sandsynligvis ender med en prislap på op mod 52 mia. kroner.
Derfor ønskede den tyske regering at yde et aktionærlån på 8,2 mia. kroner til lufthavnen, som den tyske stat ejer sammen med Berlins bystyre og Brandenburg-regionen. Desuden ville man gerne kunne stille en garanti på yderligere 8,2 mia. kroner, som lufthavnen kan trække på, hvis det skulle blive nødvendigt.
De ting har EU-Kommissionen nu sagt ja til, da man vurderer, at lånet og lånegarantien bevilges på kommercielle vilkår. Der er derfor i kommissionens øjne ikke tale om ulovlig statsstøtte.
Dermed skulle vejen være banet for at lufthavnen kan blive bygget færdig og åbne med mere end seks års forsinkelse. I dag kæmper de to udslidte og overbelastede Berlin Tegel og Berlin Schönefeld lufthavne for at holde fanen højt, mens ingeniører og håndværkere kæmper for at få Brandenburg-lufthavnen bygget færdig.
En ny terminal
Lufthavnens bestyrelse besluttede fornylig at sætte gang i planlægningen af en udvidelse af lufthavnen, der oprindeligt skulle være taget i brug i 2011. Berlin Brandenburg vil ved sin åbning have en kapacitet på 27 mio. passagerer om året. Men de to eksisterende Berlin-lufthavne, Tegel og Schönefeld, som Brandenburg skal afløse, havde i 2015 omkring 29,5 mio. passagerer. Og især Berlin Schönefeld, der ligger nord for den nye lufthavn, oplever stor vækst blandt andet qua en ny Ryanair-base. Således voksede Schönefelds trafik med 16,9 procent i 2015 i forhold til 2014.
Derfor har bestyrelsen besluttet at igangsætte arbejdet med at planlægge opførelsen af en ny terminal, der skal kunne håndtere otte millioner passagerer. Terminalen bliver en forlængelse af lufthavnens nordlige finger. Tidligere har det også været på tale at opføre en særlig lavpristerminal adskilt fra resten af lufthavnen. Den plan er indtil videre tilsyneladende lagt på hylden.
Her og nu handler det dog i første omgang om overhovedet at få taget lufthavnen i brug. Det har det indtil videre knebet gevaldigt med. Den planlagte åbning den 30. oktober 2011 blev i første omgang udskudt til 3. juni 2012. En dato som luftfartsselskaber og alle andre aktører i de to eksisterende Berlin-lufthavne, Tegel og Schönefeld, navigerede efter. Alt var klar til den store operation, som det er at flytte fra en lufthavn til en anden samtidig med at man opretholder trafikprogrammet.
Den tyske bundeskansler Angela Merkel havde skrevet datoen ind i sin kalender og gjort klar til at komme og klippe snoren til den nye storlufthavn, som ville være endnu et vidnesbyrd om et stærkt og forenet Tyskland. Tegel var oprindeligt Vestberlins lufthavn, mens Schönefeld lå i Østtyskland.
Holdt ikke stik
Men 14 dage før indvielsen satte brandmyndighederne foden ned. Udluftningen i de store glasbeklædte lufthavnsterminaler var ganske enkel god nok til at kunne suge røg væk i tilstrækkelig grad i tilfælde af en brand.
Lige siden har ingeniører og arkitekter kæmpet med at finde en løsning på udluftningsproblemerne. Samtidig har lufthavnens bestyrelse og bystyret i Berlin, som ejer en del af lufthavnen, igen og igen kommet med udmeldinger om forventede åbningsdato – for så at udskyde det igen.
Først hed det marts 2013. I efteråret 2012 blev det rykket på ny til den 27. oktober 2013 til vinterfartplanernes ikrafttræden. Og i januar 2013 blev det udskudt på ubestemt tid. Siden da har der været tale om en mini-åbning med kun omkring 10 daglige afgange i en indkøringsperiode. Den plan blev imidlertid lagt i skuffen igen.
I feburar 2014 vurderede lufthavnens nye bestyrelsesformand, tidligere airberlin-direktøer Hartmut Mehdorn, at en åbning i 2016 kunne være sandsynlig. Det kom dog heller ikke til at holde stik. I december 2014 sagde lufthavnens bestyrelse, at en åbning i andet halvår 2017 var sandsynlig. Det er ikke blevet ændret siden.
Relaterede artikler:
Uåbnet Berlin-lufthavn planlægger udvidelse
Berlin-lufthavne blandt verdens 10 dårligste
CPH fløjet bagud af Berlin-lufthavne