Foto: Jerome / Wikimedia Commons.

Berlinere stemmer for at bevare Tegel-lufthavn

Et flertal af berlinerne vil fortsat gerne have en lufthavn midt inde i byen.

Borgerne i Berlin fik en ekstra stemmeseddel i hånden, da de søndag gik ind i stemmeboksen for at stemme til valget til den tyske forbundsdag. Berlinerne skulle nemlig også stemme om hvorvidt de fortsat ønskede Berlin Tegel-lufthavnen midt inde i den tyske hovedstad tæt omgivet af bebyggelse.

Og det ønskede et flertal af borgerne. Således stemte 56,1 procent for at Berlin Tegel-lufthavnen skal forblive åben og ikke lukke, når den skandaleramte Berlin Brandenburg-lufthavn en dag åbner. 41,7 procent stemte imod. 71,3 af de stemmeberettigede Berlin-borgere valgte at sætte kryds på Tegel-stemmesedlen.

Afstemningen var dog kun vejledende, så den tyske regering og bystyret i Berlin kan holde fast i planerne om en dag at lukke Tegel og den ligeledes slidte Schönefled-lufthavn og slå dørene op for Brandenburg-lufthavnen syd for Berlin.

Om man vælger at lukke Tegel helt eller holde den åben som en aflastningslufthavn for Brandenburg afhænger ifølge tyske medier meget af hvilken form for regeringskoalition, der vil blive dannet i Tyskland efter valget søndag.

Kunne blive museum
Afstemningen om Tegels fremtid blev fremprovokeret af en lokal græsrodsbevægelse, der fik opbakning til ideen fra blandt andre Ryanair og airberlin. Sagen er nemlig den, at kapaciteten i Brandenburg-lufthavnen allerede i dag er mindre end det samlede antal passagerer i de to andre lufthavne, som den skal afløse.

Brandenburg-lufthavnen skulle være åbnet i 2012. Nu bliver den sandsynligvis først åbnet i slutningen af 2018 eller i starten af 2019. Og bestyrelsen har allerede vedtaget at udbygge lufthavnen, så den kan håndtere det nødvendige antal passagerer.

Ryanair kunne dog godt tænke sig den bynære Tegel-lufthavn som en lavprislufthavn. Og hos airberlin er man så træt af Brandenburg-lufthavnen, at selskabets direktør i juni erklærede, at hvis Tegel-lufthavnen blev bevaret, så ville airberlin forblive i Tegel og Brandenburg kunne blive et museum.

Den melding kom før selskabet måtte smide håndklædet i ringen og gå i betalingsstandsning. Nu forhandler airberlin med Lufthansa og easyJet om en overtagelse. Forhandlinger som forventes afsluttet den 12. oktober. Lufthansa har erklæret sig parat til at overtage store dele af airberlins mellemdistanceflåde. Lufthansa har ikke ytret sig offentligt i debatten om Tegels fremtid.

Både Tegel og Schönefeld er flere gange blevet kåret til at være blandt verdens dårligste lufthavne.

 

 

Relaterede artikler:

Tysk transportminister: Tegel skal bevares

Ryanair: Bevar Tegel-lufthavnen

Vil bevare Berlin-Tegel lufthavnen

Airberlin: Uåbnet storlufthavn kan blive museum

Ny deadline i skandaleramt Berlin-lufthavn

Ny Berlin-lufthavn truet af airberlin-salg