(Foto: A. Doumenjou / Airbus S.A.)

Beskedent prishop hos Airbus

Flyselskaberne kan se frem til moderate prisstigninger på nye fly i 2016. Hos Airbus stiger priserne med 1,1 procent, hvilket betyder, at et splinternyt Airbus A380-fly koster 33 mio. kroner mere end sidste år.

De ekstremt lave brændstofpriser er på samme tid en fordel og en ulempe for de store fly producenter. Flyselskaberne kan holde ældre fly længere i drift og dermed udskyde nyindkøb, da brændstofpriserne gør dem rentable at operere.Omvendt tjener flyselskaberne i disse år gode penge, således at det bliver muligt at investere i tiltrængte flådefornyelser. Begge forhold kan påvirke efterspørgslen af nye fly.

Det er måske også derfor, at den europæiske flyproducent Airbus har valgt at gå ud med en moderat prisstigning på 1,1 procent for 2016.

Sidste år satte Airbus priserne i vejret med 3,3 procent, mens den amerikanske konkurrent Boeing løftede priserne på nye fly med 2,9 procent.

“Vores nye 2016-priser afspejler en stærk appetit fra vores kunder over hele verden efter Airbus´ moderne og innovative produktprogram. Vi oplever, at efterspørgslen efter vores fly fortsætter med at stige på alle størrelser fly, da vores effektive produktlinjer gør vores kunder i stand til at skabe en mere profitabel forretning, ligesom passagererne foretrækker at rejse i de mest moderne kabiner,“ siger koncerndriftschef John Leahy fra Airbus.

Airbus begunder de moderate prisstigninger med et fald i materialepriserne.

Fra 500 millioner til tre milliarder
Billigste fly i produktserien er Airbus A318-100. Dette fly kan erhverves for 75,1 mio. dollar, eller godt 515 mio. kroner. Til gengæld får man et fly med plads til 107 passagerer i en typisk toklasses konfiguration og med fremragende egenskaber på lufthavne med korte startbaner.

Således har British Airways siden 2009 benyttet A318 på ruten fra London City Airport til New York-JFK.

Vælger man i stedet et fly med maksimal passagerkapacitet, kan Airbus tilbyde megajumboen A380-800. Listeprisen er 432,6 mio. dollars, hvilket i danske kroner vil være lige i underkanten af tre mia. kroner.

Med A380´erne får man typisk plads til flere end 500 passagerer afhængig af kabineindretning og antal serviceklasser. Lufthansa har plads til 526 passagerer i en treklasses konfiguration, mens Emirates benytter flyet til København i en version med to klasser, hvor der er plads til 615 passagerer.

Samlet har Airbus syv varianter af kort- og mellemdistancefly fra A318´eren og op til A321neo. Langdistanceflyene produceres i otte varianter med A330, A350 og A380.

Airbus har gennem tiden solgt flere end 16.300 fly til op imod 400 kunder over hele verden. Af disse er 9.500 fly leveret, hvorfor ordrebogen omfatter omkring 6.800 fly. I 2015 leverede Airbus 635 nye fly, så der vil være beskæftigelse til mange år frem i tiden for de 140.000 ansatte i den europæiske flykoncern.