Airbus A320neo og A321neo med Aviation Capital Group-bemaling. (Visualisering Airbus)

Endnu en stor flyordre fra leasingselskab

Airbus har fået endnu en stor ordre på fly i A320neo-familien. Ordren kommer fra et amerikansk leasingselskab, som primært specialiserer sig i narrowbody-fly.

Amerikanske Aviation Capital Group, en full-service-forvalter af flyaktiver, har lagt en fast ordre hos Airbus på 75 fly fra A320neo-familien. Det oplyser Airbus i en pressemeddelelse, hvor man også oplyser, at selskabets samlede historiske ordrer på flytypen når op på 190 fly.

”ACG’s porteføljestrategi er fokuseret på narrowbody-fly med ny teknologi, som er de mest efterspurgte blandt flyselskaber verden over,” siger Thomas Baker, administrerende direktør og koncernchef for ACG, og tilføjer:

”Med den største ordre i vores næsten 40-årige historie viser vi vores tillid til luftfartens langsigtede fremtid og til ACG’s vigtige rolle som bindeled mellem flyselskaber, fly og kapital.”

ACG specialiserer sig i narrowbody-fly. Selskabet oplyser selv, at man aktuelt også har 125 fly i Boeings ordrebøger. Selskabet råder over ældre fly i Airbus A320ceo-familien, de nyere neo-fly, Airbus A220’ere, ældre Boeing 737NG-fly og nyere MAX-fly.

94 procent af porteføljen består af narrowbody-fly, mens man dog også råder over widebody-fly, som både tæller Airbus A330’ere, Airbus A350’ere og Boeing 787 Dreamliner-fly.

Snart 20 års samarbejde
Hos Airbus glæder man sig over den store ordre fra ACG. Fra den store flyproducents koncerndirektør for kommercielle fly, Benoît de Saint-Exupéry, lyder det, at det amerikanske flyleasingselskab og Airbus har en historie, som snart har 20 år på bagen.

”Denne store investering styrker vores langvarige og vigtige partnerskab, som går tilbage til 2007, hvor ACG afgav sin første ordre hos Airbus. ACG vil kunne tilbyde sine kunder fly fra A320neo-familien langt ind i det næste årti,” siger Airbus-direktøren.

Airbus A320-familien overhalede i oktober sidste år Boeing 737 som det mest solgte passagerfly med mere end 20.400 ordrer på verdensplan aktuelt. Familien omfatter A320neo og A321neo, som Airbus markedsfører på deres brede kabine, rækkevidde og ydeevne.

Airbus oplyser, at flyfamilien giver en brændstofbesparelse og reduktion af CO₂-udledningen på mindst 20 procent sammenlignet med tidligere generationer af narrowbody-fly.

Flyfamilien giver en brændstofbesparelse og reduktion af CO2-udledningen på mindst 20 procent sammenlignet med tidligere generationer af narrowbody-fly. Samtidig sikres en høj passagerkomfort med en af de bredeste kabiner blandt narrowbody-fly.

Har udvidet produktionen
På grund af A320-familiens popularitet har Airbus i øvrigt udvidet produktionen af flytypen. I juni indviede man således sin anden moderniserede slutmontagelinje for A320-familien på Jean-Luc Lagardère-anlægget i Toulouse.

Anlægget blev oprindeligt opført mellem 2002 og 2004 til Airbus A380-programmet, og det dækker et område på 50 hektar. Airbus har selv oplyst, at anlægget skal modsvare den høje efterspørgsel på flyfamilien, som i forvejen bliver produceret i både Frankrig, Tyskland, Kina og USA.

I Europa har der i Toulouse-Blagnac historisk været tale om A320’ere, mens resten af flyfamilien – A318, A319 og A321 – er blevet produceret i Hamburg-Finkenwerder.

Airbus’ fabrik i Tianjin, Kina, producerer A319’ere, A320’ere og A321’ere, mens Airbus’ fabrik i Mobile, Alabama, producerer A320’ere og A321’ere. Med den nye slutmontagelinje fordobler man produktionskapaciteten i Toulouse for at kunne matche efterspørgslen bedre.

 

Relaterede artikler:

Køber tre SAS Airbus A320neo

Kæmpe flyordre: Leasingselskab bestiller 250 fly

Airbus fordobler A320-kapacitet i Toulouse