Greenland Airports varmer op til åbningen af Ilulissats nye lufthavn. I den seneste tid har sikkerhedspersonale i lufthavnen været i Billund for at få viden om, hvordan den danske lufthavn håndterer sikkerheden, og efter åbningen vil Billund assistere med personale.
Den 29. oktober åbner Greenland Airports den sidste lufthavn i trioen af lufthavne i Grønlands store lufthavnsprojekt, som også tæller den internationale lufthavn i Nuuk og Qaqortoq Lufthavn.
Og når lufthavnen åbner, bliver det med et securityhold, som er trænet hos sikkerhedspersonale i Billund Lufthavn. Fra Greenland Airports lyder det på Facebook, at det seneste hold netop er kommet hjem fra en træningstur i Billund.
Man har sendt to hold på fire til fem medarbejdere, og de har opholdt sig i Billund i en uge, hvor de har fulgt Billund Lufthavns sikkerhedspersonale gennem vagter, og her har de også kunnet se, hvordan det er at håndtere sikkerheden på tidspunkter, hvor der er travlt.
Kan ikke træne sig til ro i maven
Lars Daner Lindholm, som er sikkerhedschef i Ilulissat Lufthavn, fortæller, at det er vigtigt for den nye lufthavns sikkerhedspersonale at komme ud at mærke virkeligheden. For teorien, man kan undervise i, er ikke nok.
“Man kan læse sig til procedurerne og øve sig til meget. Men rutinen kommer først, når man står i det. At have været tæt på arbejdet i en travl lufthavn betyder, at holdet har prøvet det meste før, når vi åbner den 29. oktober. Det giver en ro i maven, man ikke kan træne sig til i et klasselokale,” siger sikkerhedschefen.
Samarbejdet med Billund Lufthavn slutter ikke, når Ilulissat Lufthavn åbner. Fra begyndelsen af oktober og frem til udgangen af november er der medarbejdere fra Billund på besøg i Ilulissat, hvor de superviserer og hjælper personalet i Ilulissat i gang.
“Kollegerne i Billund har taget imod os på en måde, vi næsten ikke kan takke nok for. De har delt ud af deres erfaring, og de bliver ved med at hjælpe, også når vi har åbnet. Det er den slags samarbejde, der gør en ny lufthavn og dygtige kolleger endnu bedre fra dag ét,” siger Lars Daner Lindholm.
Vil åbne lufthavn langsomt
Greenland Airports har før oplyst, at man ikke går efter at åbne en Ilulissat Lufthavn på en måde, hvor driften kører for fuldt tryk fra dag ét. I stedet planlægger man en overgangsperiode, hvor der gradvist skrues op for antallet af flybevægelser, åbningstid og aktivitetsniveauet generelt.
Strategien har man valgt særligt på baggrund af åbningen af Nuuk Lufthavn i 2024, hvor der var en række problemer med lufthavnsdriften, blandt andet med sikkerhedskontrollen.
Allerede inden åbningen af Nuuk Lufthavn den 28. november 2024 måtte man erkende, at lufthavnen ikke kunne åbne med One-Stop-Security (OSS) på grund af forsinkelser i indkøringen af sikkerhedssystemet.
Det betød, at passagerer skulle kontrolleres på ny, når de ankom til en EU-lufthavn og skulle flyve videre til en anden lufthavn i EU.
Bemandingsproblemer i sikkerhedskontrollen i Nuuk betød, at passagerer på en indenrigsafgang i starten af august 2025 mødte op i en lufthavn, hvor sikkerhedskontrollen var lukket, hvilket førte til to timers forsinkelse for flyet og forsinkelser på samtlige efterfølgende afgange.
Senere samme måned valgte Trafikstyrelsen midlertidigt at suspendere sikkerhedsscreeningen, fordi man vurderede, at efteruddannelsen af personalet ikke levede op til styrelsens krav. For passagerer betød det, at udenrigstrafikken blev midlertidigt lukket ned. Den midlertidige løsning blev at låne personale til sikkerhedskontrollen fra Billund og København.
Relaterede artikler:
Erfaringer fra Nuuk: Ilulissat skal åbnes langsomt

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


