Trappetårnet i terminalen i Billund Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Billund Lufthavn tangerer sidste års trafiktal

I løbet af august har omtrent lige så mange passagerer benyttet Billund Lufthavn, som tilfældet var i samme måned for et år siden. Forventningen fra lufthavnen er, at man kigger ind i et travlt efterår.

Den sidste af de tre måneder, som betragtes som højsæsonen for flyrejser, er nu overstået, og med august i bakspejlet har Billund Lufthavn gjort status over, hvordan årets ottende måned forløb i den vestdanske lufthavn.

I alt har 434.879 gjort brug af lufthavnen i august. Ud af det samlede tal tegner den kommercielle trafik sig for 434.123 passagerer. 226.748 af disse rejste til Billund Lufthavn, mens 202.553 fløj fra lufthavnen. De resterende 4.822 var transferpassagerer.

Det samlede passagertal repræsenterer en stigning på 11,5 procent i forhold til 2019-niveauet, da BLL i samme måned for fire år siden betjente 389.985 passagerer. Tallet er dog faldet med 0,2 procent, når man holder det op imod de 436.012 rejsende, som lufthavnen havde i august 2022.

Oplever stor efterspørgsel
I kølvandet på de dugfrisk passagertal erklærer administrerende direktør Jan Hessellund sig tilfreds med, at trafikken i landets næststørste lufthavn så godt som flugtede med august 2022.

”Et fortsat stort rejsebehov hos såvel charter- som rutegæster danner rammen for et tilfredsstillende aktivitetsniveau. Vi havde håbet at nærme os sidste års niveau, men havde ikke kalkuleret med det. Så det er glædeligt, at vi gør det.”

Selvom sommeren går på hæld, er det dog ikke ensbetydende med, at terminalen vil ligge øde hen. Billund Lufthavn fortæller, at charterbureauerne allerede melder om stor efterspørgsel på efterårs- og vinterferier.

”Vi forventer de kommende måneder bliver præget af et miks af traditionelle efterårs-chartermål, city-breaks og skidestinationer. Eller med andre ord fortsat travlhed hos såvel charter- som ruteselskaber,” udtaler Jan Hessellund.

Bedre fragtmåned end august sidste år
I løbet af august har der samlet set været foretaget 4.928 starter og landinger på banerne i Billund. Det er 14 procent færre flybevægelser end i august 2019, hvor tallet var 5.734.

Det seneste års tid er det gået ud over mængden af fragt i lufthavnen, at priserne på fersk laks har været høje. Det har dog til en vis grad rettet sig, og det kunne man mærke effekten af i løbet af august, hvor der blev håndteret 6.228 ton i Billund Lufthavn.

Det er en stigning på 3,1 procent i forhold til samme måned for et år siden, hvor tallet var 6.039 ton, men dog en nedgang på seks procent sammenlignet med 2019-niveauet, da de ansatte i lufthavnen dengang håndterede 6.627 ton.

”Det er positivt igen at se pilen pege op på luftfragt. Konkurrencen på fragtmarkedet er markant, og globalt set er mængderne stadig faldende. Vi befinder os fortsat i et volatilt marked,” siger lufthavnsdirektøren.


Relaterede artikler:

Air Baltic åbner sin tredje rute fra Billund

Juli: En halv million passagerer i Billund Lufthavn

Atter en rekordmåned i Billund Lufthavn