Billund Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Atter en rekordmåned i Billund Lufthavn

Nye trafiktal viser, at den forgangne måned blev den største maj nogensinde i Billund Lufthavn. Nedgangen på fragtmarkedet betød dog, at der blev håndteret mindre mængder end i maj 2022.

At der torsdag er blevet taget hul på en ny måned, betyder også, at man i Billund Lufthavn har kastet et blik på maj og gjort status over hvor mange passagerer, der har benyttet landets næststørste lufthavn i løbet af måneden.

Årets femte måned blev den bedste maj, som Billund nogensinde har haft, oplyses det. 384.311 rejsende er gået gennem terminalen. Sammenlignet med sammen måned i 2019, er der tale om en stigning på 12,5 procent, da lufthavnen på daværende tidspunkt betjente 341.466 passagerer.

383.702 af passagererne fra maj i år benyttede lufthavnens kommercielle flytrafik. Ud af disse fløj 187.461 rejsende til lufthavnen, og 191.755 passagerer rejste fra Billund, mens de resterende 4.486 var transferpassagerer.

Ikke blot en ketchupeffekt
Samlet set blev der foretaget 4.636 flybevægelser i lufthavnen i løbet af maj, og ud af disse havde 3.037 starter og landinger relation til passagertrafikken. Det er et fald på 16,9 procent i forhold til 2019-niveauet, da der i samme måned for fire år siden fandt 3.657 kommercielle flybevægelser sted.

Sidste år betjente lufthavnen 365.775 rejsende i maj, og ifølge lufthavnsdirektør Jan Hessellund tolker lufthavnen udviklingen i de aktuelle trafiktal som, at der er et stærkt marked for flyvninger fra Vestdanmark.

”I maj 2022 oplevede vi massiv vækst i forhold til 2019, så når vi i år igen oplever flere passagerer, er det imponerende. Det er med til at vise, at sidste års massive vækst i sommerperioden ikke blot var en ketchupeffekt efter coronapandemien, men at det er et tydeligt tegn på et købestærkt marked omkring Billund Lufthavn.”

”Det giver en god tro på, at flyselskaberne og charterbureauerne går en aktiv sommer i møde.”

Skærer ikke ned på rejser
Optimismen forud for højsæsonen understøttes af en analyse, som Danske Bank står bag. Den peger på, at danskerne trods en presset økonomisk situation bruger mere på rejser end før COVID-19-pandemien. Det fortæller Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank.

”De høje priser har fået folk til at skære ned på forbruget af mange ting, men ikke på rejser, i hvert fald ikke for gennemsnitsforbrugeren. Lige nu bruger vi omtrent 20 procent mere på fly og charterferie, end vi gjorde på samme tid i 2019. Det betyder, at vi rejser klart mere end dengang, også selvom man regner inflationen med.”

Maersk Air Cargo øger
I løbet af pandemien er fragtmængderne steget, og sammenlignet med sidste år har BLL i maj i år håndteret 6,2 procent mindre fragt, da mængden er faldet fra 6.551 ton til 6.145 ton. Det tilskrives et globalt fald i markedet. Jan Hessellund fortæller dog, at man gør fremskridt i forhold til den mere langsigtede fragtstrategi.

”Maersk Air Cargo har i maj indsat fly nummer to til deres base i Billund Lufthavn, og dermed øget frekvensen fra tre ugentlige rotationer til fem ugentlige rotationer mellem Billund Lufthavn og Hangzhou i Kina.”

”Den øgede kapacitet og frekvens understøtter det strategiske mål om bedre servicering af henholdsvis eksport og import mellem Kina og Danmark, samt lufthavnens strategiske mål om en samlet vækst i et femårigt perspektiv.”


Relaterede artikler:

Billund Lufthavn atter europamester i ruteudvikling

Største april i Billund Lufthavns historie

Travl vinterferie i Billund Lufthavn