Dette område skal indrettes til flyspotterplads. (Foto: Billund Lufthavn)

Billund Lufthavn vil etablere flyspotterplads

I løbet af foråret vil Billund Lufthavn åbne et helt nyt flyspotterområde, der også skal kunne benyttes af børnehaver og skoler.

Ved Københavns Lufthavn har man i 25 år haft Flyvergrillen på Amager Landevej, der er et yndet udflugtsmål for flyspottere og andre med interesse og fascination for de store metalfugle, der hver dag flyver ind og ud af lufthavnen.

I Billund Lufthavn har der indtil videre kun været “Spotterhøjen”, hvor flyspottere i al slags vejr fra en placering syd for banen ved siden af tårnet, har kunnet følge trafikken på bane 27. I den tidligere terminalbygning, der lå syd for hovedbanen, var det altid muligt fra et særligt venteområde på første sal at følge flytrafikken på banen, men den mulighed forsvandt, da den nye nordterminal blev indviet i maj 2002.

Fremover bliver der dog væsentligt bedre faciliteter for flyspottere i den internationale vestdanske lufthavn, idet lufthavnen har besluttet at etablere en flyspotterplads med udsigt til terminal og forplads.

“Vi vil gerne gøre noget for de mennesker, der synes at det er sjovt at kigge på fly. Det er ikke kun for hard-core flyspottere, der kommer for at tage billeder af bestemte fly. Det kan også være børnehaver og skoler på udflugt samt familie og venner til afrejsende eller ankommende passagerer, der synes, at det er sjovt at kigge på fly,” siger Anders Nielsen, projekt- og udviklingschef i Billund Lufthavn, til CHECK-IN.dk.

Billund Lufthavn har fundet en placering, hvor terrænet er omkring fem meter højere end rampen, og herfra er der direkte udsyn til deicing-platformen samt hele forpladsen og banen. Samtidig er der lidt læ i området fra den nærliggende fredskov bagved.

Idéudvikling på Facebook
I Billund Lufthavn har man valgt at tage brugere med i idéudviklingen omkring den nye flyspotterplads. På lufthavnens Facebook-side har man således opfordret til, at brugerne kommer med forslag til, hvordan flyspotterpladsen skal indrettes, og hvilke faciliteter, der skal være tilgængelige.

Ideérne er mange. Brugerne nævner parkeringpladser, affaldsspande, storskærm med Flightradar24.com, informationstavle med forskellige flytyper samt legeplads. Der er også forslag om siddepladser i højden som i et amfiteater, gratis WiFi, kikkerter, borde og bænke, toiletter samt ikke mindst en grillbar, som gerne kunne indrettes i en gammel udtjent flyvemaskine.

Selvom der er mange idéer og forslag, er det ikke alle, der kan føres ud i livet.

“Det bliver i første omgang et lille bygningsanlæg med en åben konstruktion. En egentligt legeplads kommer vi ikke til at lave i første omgang, men der er en flot natur med fredskov lige bagved, hvor børnene kan lege,” forklarer Anders Nielsen.

Et spisested, hvor der kan købes mad og drikke er heller ikke med i planerne.

“Det er ikke, der hvor vi er i projektet. Vi vurderer ikke, at der er kommercielt grundlag for at lave en pølsevogn eller lignende,” lyder det fra projektchefen. Til gengæld afslører han, at der er store muligheder for at lufthavnen vil opstille en stor digitalskærm, hvor man kan følge flybevægelserne på Flightradar24.com.

Den nye flyspotterplads ventes indviet i løbet af foråret, og de besøgende vil i gennemsnit kunne overvære lidt flere end 100 starter og landinger om dagen, mens antallet i de tre sommermåneder vil være op imod 200 starter og landinger dagligt.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn udvides

Flyspottere blæst omkuld af Boeing 777-fly

Trængsel på Flyvergrillen i dag

Her er det bedste Lufthansa A380-foto

Airbus A380 også til Billund Lufthavn