Den kun 26-årige Cecilie Bidstrup får fremover ansvaret for at lede den strategiske transformation i charterflyselskabet Sunclass. Hun beskrives som toptalent og kommer fra DFDS.
Det er lykkedes Sunclass Airlines, der indgår i NLTG-koncernen sammen med rejsearrangøren Spies, at tiltrække et af erhvervslivet toptalenter fra DFDS.
Der er tale om 26-årige Cecilie Bidstrup, der i 2023 blev optaget i Berlingskes Talent 100 og har været en af landets yngste ledere. Hun kommer til det danske charterflyselskab fra DFDS, hvor hun startede som studentermedhjælper og sidenhen sluttede som produktchef.
Hos Sunclass Airlines får hun titlen Transformation Manager og bliver derfor omdrejningspunktet for den strategiske transformation, som flyselskabet er i gang med.
“Jeg glæder mig til at drive transformation og strategiarbejde igen. Det bliver enormt spændende at arbejde med problemløsning og balancen mellem kortsigtede og langsigtede beslutninger i en så historisk og kulturbærende virksomhed som Sunclass,” siger Cecilie Bidstrup.
Skal bidrage med skarpe analyser
Ledelsen i Sunclass Airlines har med rette store forventninger til det unge ledertalent, hvis ansættelse glæder Filip Halvardsson, der i april sidste år blev ansat i den samme stilling og allerede efter et halvt år avancerede til kommerciel direktør.
“Cecilie har allerede i sin første halvanden måned bidraget med skarpe analyser, energi og gennemslagskraft til vores transformationsprogram, hvor hende fokus bliver at identificere, prioritere og gennemføre yderligere forbedringer i samarbejde med resten af organisationen.”
Sunclass Airlines har siden etableringen i efteråret 2019 på baggrund af konkursen i Thomas Cook Airlines Scandinavia arbejdet på at styrke forretningen og i 2023/24-regnskabet lykkedes det for første gang at levere et positivt resultat på både drift og bundlinje.
”Jeg glæder mig til at begynde min ‘rejse’ i en ny virksomhed og ny branche, som jeg skal lære en hel masse mere om. Min ekstremt store nysgerrighed kribler helt ud i fingerspidserne for at arbejde med operationelle og branchespecifikke eksperter, der kan lære mig en hel masse – og som er lige så engagerede i at drive Sunclass frem, som jeg selv er,” lyder det fra Cecilie Bidstrup.
Relaterede artikler: