Lyden af Boeing 777’ere kommer snart til at høre fortiden til i himlen over Luchthaven Zaventem, Bruxelles’ lufthavn, efter mørkets frembrud. I hvert fald, hvis det står til den afgående minister for mobilitet i Belgien Georges Gilkinet.
Nogle dage efter det seneste valg i Belgien, som blev afholdt i juni, skulle Gilkinet have delt en instruktion til myndighederne om, at en undtagelse, der betyder, at DHL kan lette og lande i Zaventem med sine 777’ere om natten, bliver omstødt. Det skriver The Brussels Times.
Ministeren henviser til lydforurening som begrundelse for ordren. En beslutning fra 2004, som etablerer en lydkvote, betyder nemlig, at lydforureningen fra fly ved Luchthaven Zaventem ikke må overstige otte, mens DHL’s Boeing 777’ere på skalaen har en lydforurening på 10,7.
Ministeren oplyser også, at myndighederne har prøvet at finde en løsning i samarbejde med DHL, men indtil videre er fragtselskabet ikke kommet med noget overbevisende løsningsforslag.
Kan øge lydforureningen
Men Ben Weyts, der er afgående minister for det flamske geografiske område umiddelbart uden for Bruxelles, er bestemt ikke overbevist om, at det vil mindske lydforureningen, hvis DHL som alternativ til Boeing 777 i stedet skal foretage natflyvninger til og fra lufthavnen med Airbus A300.
”Det her er en lussing til DHL, som er det eneste selskab, der bruger Boeing 777 til natflyvninger. Det tvinger dem til at udskifte deres 777’ere med Airbus A300,” siger Weyts.
Han mener, at brugen af Airbus A300 vil føre til 60 procent større lydforurening, fordi de mindre fly skal lastes tungere. Med det argument i hånden har Ben Weyts nu fået delstaten Flanderns regering til at påberåbe sig en såkaldt interessekonflikt.
Det kan myndigheder i Belgien gøre, hvis de mener, at politiske beslutninger er skadelige for deres interesser, og nu er instruktionen fra Georges Gilkinet sat på pause, indtil sagen er blevet drøftet i udvalget for mobilitet i det belgiske parlament.