Airbus A330-900neo fra Condor. (Foto: Alexandra Doumenjou | master films)

EU genåbner undersøgelse af statsstøtte til Condor

Domstolen i EU har kasseret kommissionens tidligere afgørelse, som godkendte tysk statsstøtte til Condor, da selskabet blev rekonstrueret. Nu skal sagen undersøges atter en gang.

Sidste år introducerede Condor et opsigtsvækkende bolsjestribet livery, der formentligt har fået en del rejsende i lufthavne til at stoppe op og kigge en ekstra gang. Det er dog ikke udelukkende bemalingen på selskabets fly, som tiltrækker sig opmærksomhed i disse dage.

En afgørelse i Den Europæiske Unions Domstol fra maj betyder nemlig, at EU-Kommissionen nu har besluttet, at man på ny vil undersøge, hvorvidt alt foregik efter de gældende regler for statsstøtte, da Tyskland for nogle år siden hjalp Condor med at komme på benene igen.

Omdrejningspunktet for sagen er en afskrevet gæld samt et lån, som den tyske forbundsregering gav til flyselskabet, da det forsøgte at overleve i kølvandet på, at Thomas Cook-koncernen gik konkurs henimod slutningen af september 2019.

Slap for at betale
Rekonstruktionen foregik ved, at Condor fik afskrevet en gæld på 90 millioner euro (671 millioner kroner) på et statsgaranteret lån på 550 millioner euro (4,1 milliarder kroner) i den statsejede investerings- og udviklingsbank KfW.

I samme ombæring blev lånebetingelserne omstruktureret således, at det kunne benyttes til at finansiere omkostningerne ved rekonstruktionen, ligesom Condor også fik afskrevet 20,2 millioner euro (150 millioner kroner) i renter, som skulle betales for COVID-19-kompensation.

Indbragt af Ryanair
Når alt er taget i betragtning, har EU-Kommissionen opgjort den samlede statsstøtte til at være på 321,2 millioner euro, hvilket svarer til godt 2,4 milliarder kroner.

Den har Kommissionen tidligere undersøgt uden, at man dog mente, at der var noget i vejen med den tilgang. I juli 2021 blev det meldt ud i en pressemeddelelse, at statsstøtten var i overensstemmelse med lovgivningen, og at den dermed var godkendt.

Ryanair mente dog ikke, at det kunne være rigtigt, og derfor indbragte lavprisflyselskabet sagen for EU-Domstolen, da man ønskede at få en vurdering af, hvorvidt statsstøtten var ulovlig. Den sag blev der truffet afgørelse i den 8. maj i år.

Vil bore dybt
Efter at have behandlet sagen fandt domstolen, at Kommissionen ikke havde vurderet, hvorvidt Tyskland modtog et tilstrækkeligt vederlag for de gældseftergivelser, som Condor fik.

Det burde forbundsregeringen tilsyneladende. I og med at den form for fordele kunne sikre, at tidligere aktionærer og efterstillede gældsindehavere til en vis grad deler byrden ved rekonstruktionen og dermed reducerer støttebeløbet, lyder det.

På den baggrund genåbner EU-Kommissionen nu sagen, da man vil lave dét, der beskrives som en dybdegående undersøgelse af de forhold, som domstolen mener har været underbelyste. Dermed får den tyske forbundsregering og andre involverede også mulighed for at komme med kommentarer.


Relaterede artikler:

Condor og Lufthansa udvider samarbejdet

Rekonstruktion af Condor er godkendt

Får statsstøtte for anden gang på syv måneder