Flight BOE787 (ZA003) landede søndag formiddag i Farnborough-lufthavnen udenfor London. Forinden havde den nye Boeing 787 ‘Dreamliner’ tilbagelagt turen fra Boeing-fabrikkerne i Seattle hen over Canada og Nordatlanten inden flyet for første gang kunne sætte landingshjulene på jorden i en europæisk lufthavn.
Flyentusiaster og en lang række ansatte indenfor luftfartsindustrien har med spænding imødeset lanceringen af det nye tomotores langdistancefly fra Boeing Commercial Airplanes.
Der er tale om den såkaldte Boeing 787 Dreamliner, der vil blive bygget i 3 varianter. Boeing 787-3 bliver et mellemdistancefly med plads til op mod 330 passagerer. Boeing 787-8bliver et langdistancefly med op til 250 passagerer, mens Boeing 787-9 bygges som et langdistancefly med op til 300 passagerer.
Flyet har været forsinket i op til 2 år og den første testflyvning blev foretaget den 15. december 2009. Flyet har søndag fået sin internationale debut under verdens største luftfartsudstilling i Farnborough ved London. Flyet ankom direkte fra Boeing-fabrikkerne i Seattle med flynummeret BOE787, hvorimod alle testflyvninger har været opereret under flynummer ZA003.Det unikke flynummer er en del af de kæmpemæssige markedsføringsapparat, som den amerikanske flyproducent har sat i gang.
Under Farnborough International Airshow 2010vil publikum i to dage få adgang til at se flyet på nærmere hold, mens det holder parkeret på udstillingsområdet.
Den første Dreamliner skulle have været på vingerne i slutningen af 2007, men ifølge de seneste prognoser kan Boeing tidligst levere de første fly til det japanske selskab ANA ved årets afslutning. Dette trods flere modstridende meldinger i sidste uge om nye forsinkelser. Boeing forventer fra 2013 at kunne levere10 Dreamliners hver måned fra fabrikken i Everett.
Mere end 860 eksemplarer er forudbestilt af det meget omtalte fly. Der er i alt 56 luftfartsselskaber, der har stillet sig op i køen for atfå fingre i det bedst sælgende “wide-body“ fly nogensinde. Det japanske ANA All Nippon Airways er såkalt “launch costumer“ på Boeing 787 efterfulgt af Air New Zealand, der bliver første selskab på 787-9 modellen. De største ordrer på Boeing 787 er hidtil afgivet af Etihad Airways, Qantas og Singapore Airlines.
Dreamliner har en rækkevidde på 15.000 kilometer og brugen af glasfiber og kevlar betyder ifølge Boeing, at flyet bruger 20 procent mindre brændstof end konkurrerende flytyper. Med dagens relativt høje brændstofpriser vil anvendelsen af det nye fly blive endnu et konkurrenceparameter for de store internationale luftfartsselskaber.
—
Foto: Boeing 787 Dreamliner fik sin internationale debut ved ankomsten til Farnborough søndag formiddag. (Foto: Boeing Commercial Aircrafts)