Boeing slår Airbus for første gang i 5 år

Med et forrygende 2012 er Boeing tilbage på tronen som verdens største flyproducent.

Smilene er ekstra brede hos Boeing i disse dage. For 2012 var ikke blot et forrygende år hvor Boeing 787 Dreamlinerne for alvor begyndte at rulle ud fra fabrikkerne. Det var også året hvor Boeing generobrede titlen som verdens største producent af passagerfly. En titel, som ærkerivalen Airbus har kunnet smykke sig med de sidste fire år.
Således solgte Boeing i 2012 1.121 passagerfly. Det overgås kun af rekordåret 2007, hvor i alt 1.413 fly forlod fabrikkerne i staten Washington i USA’s nordvestlige hjørne. Det skriver Seattle Times. Frem til 30. november havde Airbus solgte 646 fly i 2012.
Det er verdens bedstsælgende passagerfly, Boeings 737-model, der bliver ved med at gå sin sejrsgang og tegner sig for mere end 1.040 af ordrerne hos Boeing.
Også når det kommer til at spytte fly ud fra samlebåndet, så var 2012 et jubelår for den amerikanske flybygger. Boeing leverede 585 nye fly i 2012. Det er det højeste antal i selskabets historie og for første gang siden 2002 er det flere end Airbus kunne nå at rulle ud fra sine europæiske fabrikker. 43 af de nye fly var Boeing 787 Dreamlinere.
Travlheden hos flyfabrikanten skabte mere end 5.000 nye jobs i 2012 i staten Washington. Dermed beskæftiger Boeing i alt 87.000 medarbejdere i staten. Det er det højeste antal siden 1999. Det skriver Seattle Times.