Bornholm flyselskab på vingerne til august

Bornholm starter sit eget lavprisflyselskab. Wings of Bornholm går på vingerne allerede den 23. august.

Så er det ganske vist. Den 23. august går Wings of Bornholm på vingerne med 21 ugenlige afgange mellem klippeøen og København. Det markerer samtidig brud på Cimber Sterling-monopolet siden DAT trak sig fra ruten sidste sommer.

Ifølge TV2 Bornholm bliver der to billettyper – en rød og en blå. En rød billet vil blive prissat omkring 223 kr. for en enkeltbillet og 990 kr. for en blå billlet.

Wings of Bornholm vil operere ruten med en Saab 340 med plads til i alt 33 passagerer.

SAAB 340

Wings of Bornholm vil flyve med SAAB 340

Bag selskabet står ni lokale delejere samt Wings of Europe AB. De lokale delejere er: Bornholmstrafikken, Bornholms Brandforsikring, Bornholms Tidende, Espersen, Ocean Prawn, Thor Gunnar Kofoed, Bech-Hansen & Studsgaard, Ole Holm Transport og Baltic Air Service.

Wings of Bornholm er bygget over den succesrige model bag svenske Sverigeflyg, der i samarbejde med lokale investorer har etableret og er medejer af seks lokale og regionale lavprisflyselskaber i Sverige.

Gotlandsflyg blev etableret i 2001 og flyver idag fra både Bromma og Skavsta. Sidenhen fulgte i 2003 Kullaflyg med base i Helsingborg. I 2005 blev Sundvallsflyg etableret og året efter kom Stockholmsplanet, der dog idag hedder Blekingeflyg, idet hjemmebasen er i Ronneby i Blekinge.

Kalmarflyg blev etableret i 2007 og flyver mellem Kalmar og Stockholms Bromma Airport. Sidste skud på stammen er Flysmaland, der idag flyver fra Växjö til Stockholm Bromma, Berlin og Vilnius.

Konceptet fra Wings of Europe hedder kort og godt: “Anybody can start their own airline with our assistance – it´s easy as 1-2-3“.

Billetsalget starter ifølge en pressemeddelelse fra Wings of Bornholm i midten af maj måned.