Fra marts 2017 vil Brussels Airlines flyve fem gange om ugen mellem Bruxelles og Mumbai. Det er selskabets første rute til det asiatiske kontinent.
Terrorangrebet mod Bruxelles-Zaventem lufthavnen i marts måned i år har ikke holdt Brussels Airlines tilbage i forhold til at investere i nye ruter. Allerede få dage efter, at lufthavnen var genåbnet efter terrorangrebet, indviede det belgiske flyselskab en rute mellem Bruxelles og Toronto.
Ekspansion fortsætter i 2017, når Brussels Airlines åbner selskabets første rute til det asiatiske kontinent. Det sker i marts måned, når Star Alliance-selskabet vil flyve fem gange om ugen til Mumbai i Indien.
Indtil marts måned i år fløj det indiske flyselskab Jet Airways fra Delhi og Mumbai til Bruxelles, men selskabet besluttede allerede sidste år at flytte operationerne til Amsterdam-Schiphol, hvorefter Bruxelles-Zaventem mistede de vigtige direkte flyforbindelser til Indien.
“Efterspørgslen efter direkte flyvninger for passagerer og fragt er høj. Med flere end 50.000 passagerer om året er Mumbai den tredjestørste interkontinentale destination fra Belgien. Herudover kan vi med den nye rute tilbyde vores passagerer attraktive forbindelser mellem Mumbai og resten af Europa via Bruxelles,” siger Lars Redeligx, der er kommerciel direktør hos Brussels Airlines.
Udvider flåden
Med beslutningen om at åbne ruten til Mumbai har det samtidig været nødvendigt for Brussels Airlines at udvide flåden. Således vil selskabet anskaffe det 10. Airbus A330-fly, der vil blive indrettet i den sædvanlige treklasses konfiguration med Business Class, Economy Privilege samt Economy Class.
Den nye rute er kommet i stand i tæt samarbejde med Air India, således at passagererne kan flyve videre fra Mumbai til en lang række indenrigsdestinationer i det indiske flyselskabs rutenetværk.
Brussels Airlines flyver i dag fire gange dagligt mellem Bruxelles og København samt op til tre gange dagligt mellem Bruxelles og Billund. Det er endnu for tidligt at sige, om ruten vil blive attraktiv for det danske marked, da tidtabellen er endnu ikke fastlagt. Den vil først blive offentliggjort i september måned, hvor salget også åbner.
Mumbai er den største by i delstaten Maharashtra og er med 20 mio. indbyggere en af verdens 20 største megabyer. Byen, der indtil 1995 hed Bombay, er hjemsted for Indiens finansverden og er samtidig et maritimt knudepunkt.
Relaterede artikler:
Ny europæisk gateway for Jet Airways