Fremover skal alle nye kort- og mellemdistancefly til det integrerede selskab i Lufthansa-koncernen males i Eurowings-farver.
Efter integrationen af de to Lufthansa-datterselskaber Brussels Airlines og Eurowings er moderkoncernen nu klar til at tage det næste skridt henimod at skabe et fælles brand for koncernens point-to-point-ruter i Europa.
På længere sigt vil alle nye Brussels Airlines kort- og mellemdistancefly få en Eurowings-bemaling. Flyene vil dog stadig flyve på en belgisk driftstilladelse som Brussels Airlines. Det siger en talskvinde for det belgiske flyselskab til det tyske luftfartsmedie airliners.de.
Hvorvidt Brussels Airlines nuværende kort- og mellemdistanceflåde, der består af 24 Airbus A319 og 16 Airbus A320-fly, også med tiden vil få Eurowings-bemaling, er uvist.
Brussels Airlines-navn på vej ud
Brussels Airlines har siden slutningen af 2016 været 100 procent ejet af Lufthansa-gruppen, og sidste år blev selskabet en integreret del af Eurowings, som opererer point-to-point-ruter inden for Europa.
Eurowings egen flåde består i dag af 111 fly, heraf 83 mellemdistancefly – 26 Airbus A319, 49 Airbus A320, én Airbus A321 og syv Boeing 737-800.
Den administrerende direktør for Brussels Airlines, Christina Förster, har tidligere indikeret, at Brussels Airlines-navnet vil blive udfaset i selskabets europæiske netværk, mens det fastholdes på Brussels Airlines oversøiske ruter.
Stærkt brand i Afrika
Brussels Airlines har blandt andet et stærkt brand på det afrikanske kontinent, da selskabet har et stort netværk af ruter til lande i Afrika som følge af Belgiens historiske tilknytning til Afrika som kolonimagt.
Det belgiske selskab er for nyligt gået i gang med at gennemføre en større opgradering af kabinerne på selskabets Airbus A330-fly, som primært bruges på langdistanceruterne.
Selskabet investerer 10 millioner euro – svarende til 75 millioner kroner – i hver enkelt A330-fly, og opgraderer alle tre klasser om bord – Business Class, Premium Economy og Economy Class. Brussels Airlines har i dag 14 Airbus A330-fly i flåden – fordelt på fire A330-200 og 10 A330-300.
Relaterede artikler:
Brussels Airlines-navnet på vej ud